SF'ere truer med nej til skattereform
Skatteaftalen mellem regeringen og Venstre og Konservative er ved at udvikle sig til den hidtil mest alvorlige konfrontation mellem SF-toppen og partiets bagland.
I baglandet tales åbent om, at SF skal bakke helt ud af aftalen og alternativt kræve et ekstraordinært landsmøde, skriver Politiken.
Samtidig angriber en række landsledelsesmedlemmer SF-toppen for i sidste minut at droppe den aftaleskitse, som der ifølge Enhedslistens forhandler, Frank Aaen, var opnået enighed om med regeringens hidtidige støtteparti fredag eftermiddag.
Skitsen, der lørdag blev offentliggjort af Enhedslisten, indebærer blandt andet, at nedreguleringen af overførselsindkomsterne for tre milliarder kroner var fjernet, en lavere topskattegrænse og en ledighedspakke til 1,2 milliarder kroner.
- Der er mere SF-politik i den aftaleskitse med Enhedslisten end i den med V og K. Derfor er det vigtigt at få en forklaring på, hvorfor det er havnet her, siger landsledelsesmedlem Meta Fuglsang til Politiken.
I landsledelsen, der sammen med folketingsgruppen mødes på Christiansborg søndag eftermiddag, taler flere om at kræve skatteaftalen til afstemning, hvilket i yderste konsekvens kan betyde, at SF må trække sig ud aftalen.
Lørdag opfordrede partiforeningen i Randers i et brev til landsledelsen partiet til at træde ud af skatteaftalen - alternativt at indkalde til ekstraordinært landsmøde.
- Vi mener ikke, at ledelsen kan køre den her linje uden opbakning fra et nyt landsmøde, siger Alice Mølbæk, SF-formand i Randers, til Politiken.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har afvist, at der var opnået fuldstændig enighed med Enhedslisten om en aftale.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde