SF'ere undsiger Søvndal på skat

Et overvældende flertal i SF's bagland undsiger nu direkte skattestoppet, som er en del af partiets skatteaftale med Socialdemokraterne. 95 procent af SF's lokalformænd svarer i en rundspørge fra Berlingske Research, at kommunerne generelt skal have hæve skatterne.

SF's lokalformand i Solrød, Marianne Svane, sender en direkte opfordring til SF-formand Villy Søvndal.

- Jeg synes, vi skal arbejde på at overbevise Socialdemokraterne om, at skattestoppet i kommunerne skal fjernes.

Hun bakkes op af lokalformand i Hvidovre, Nina Thøgersen, som også mener, at SF ikke "skal tækkes Socialdemokraternes politik".

- Hvis vi kommer i den situation, at vi skal skære ned på alt muligt, fordi der er et skattestop, så mener jeg, vi skal ophæve skattestoppet. Vælgerne har fået så mange skattelettelser i forvejen, siger hun.

SF's gruppeformand, Ole Sohn, afviser dog, at lokalformændene undsiger partitoppen og dermed skader samarbejdet med Socialdemokraterne. De reagerer blot på, at regeringen udsulter kommunerne økonomisk, siger han.

/ritzau/

95 procent af SFs lokalformænd går i modsætning til partitoppen ind for at hæve de kommunale skatter. Ole Sohn mener, at SF'erne er frustreret over regeringen.

Offentliggjort Sidst opdateret