SF's bagland: Behold Möger som minister

Hvis favoritten Annette Vilhelmsen lørdag snupper formandsposten i SF og fyrer skatteminister Thor Möger Pedersen for at tilfredsstille sine støtter, lægger hun sig ud flertallet af baglandet i partiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder den overraskende konklusion i en stor rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt SF's tillidsfolk.

325 af partiets regionsrådsmedlemmer, byrådsmedlemmer, lokalformænd, storkredsformænd, medlemmer af landsledelsen og folketingsmedlemmer har deltaget i undersøgelsen.

62 procent ser gerne, at Thor Möger Pedersen fortsætter i Skatteministeriet efter formandsvalget, mens 38 procent vil have ham fjernet fra posten.

Skatteministeren er glad for den massive opbakning fra SF's bagland.

- Jeg står naturligvis til rådighed, men det er en ny formand, der sætter sit hold. Men det er da dejligt at få et skulderklap. Så kan man jo altid håbe, tallene kan blive endnu bedre, men det nuancerer det billede, der ellers er blevet tegnet, siger han til Berlingske.

Undersøgelsen sætter Annette Vilhelmsen i et dilemma, hvis hun vinder formandskampen. Hun er gået til valg på at samle fløjene i SF, og Thor Möger Pedersen splitter i den grad partiet.

- I min definition af SF er han slet ikke SF'er, siger Birgit Pedersen, medlem af Roskilde Byråd, til Berlingske.

- Jeg mener, at han er milevidt fra de dyder og den ideologi, som SF baserer sig på, når han for eksempel laver et skatteforlig med de borgerlige, som i den grad gør nar af folk, siger hun og tilføjer, at hun peger på Vilhelmsen, så SF'eren kan fyre Möger.

Hverken Vilhelmsen eller den anden formandskandidat, Astrid Krag, vil kommentere skatteministerens fremtid.

Der venter dog noget af et genopbygningsarbejde for SF's næste formand. I den seneste måling fra Gallup vil kun 5,2 procent stemme på partiet. Det er SF's laveste vælgeropbakning siden valget sidste efterår.

/ritzau/