SF's bagland støtter op om betalingsring

Efter at en række af SF's lokalformænd i hovedstadsområdet har trykket på bremsen i spørgsmålet om betalingsringen, så opfordrer flere byrådsmedlemmer i samme område nu i stedet regeringen til atter at speede op for planen.

- Vi må gøre noget ved trængslen på vejene i området, siger SF's gruppeformand i Gladsaxe Byråd, Susanne Palzig, inden partiets byrådsmedlemmer i København og omegnskommunerne mødes torsdag aften i det såkaldte trafiknetværk.

- Spørgsmålet er så hvordan, vi gør noget ved det. En løsning kan være en trængselring - mens en anden er et GPS-system. Men i sidstnævnte tilfælde findes teknologien bare ikke i dag. Derfor kan jeg ikke se andre løsninger, end at vi må arbejde videre med trængselringen, siger Suzanne Palsig inden mødet.

Et møde gruppeformanden forventer munder ud i en entydig opbagning til S-R-SF-regeringen plan om en trængsel- eller betalingsring.

På forhånd kommer der også støtteerklæringer fra Anders Wolf Andresen (Hvidovre), Marianne Bigum (Rudersdal), Brigitta Voldsted Rick (Gentofte), Dorethe Dandanell (Lyngby-Taarbæk), Gitte Terp Henriksen (Furesø), Arly Eskildsen (Herlev), Tue Damsø (Frederiksberg) og Vagn Kjær-Hansen (Brøndby).

Senest har en rundspørge, Danmarks Radio (DR) har foretaget, ellers afsløret, at fem ud af SF's 20 lokalformænd i københavnsområdet er skeptiske overfor betalingsringen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har samtidig skabt usikkerhed om betalingsringen med sin udtalelse om, at "betalingsringen ikke er perfekt".

Selv om statsministeren har understreget, at hun ikke dermed er på vej væk fra planen om afgiften på den københavnske biltrafik, så har udtalelsen skabt begejstring hos en række Socialdemokratiske borgmestre i omegnskommuner som Herlev, Roskilde og Rødovre, der alle mener, at betalingsringen kommer til at ramme deres borgere for hårdt.

/ritzau/

De socialdemokratiske omegnsborgmestre kritiserer betalingsringen. Mens SF's byrødder ryster ikke på hånden.

Offentliggjort Sidst opdateret