Det er nye signaler, som skaber en bedre sammenhæng med de amerikanske udmeldinger om Afghanistan, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at de danske kamptropper gerne skal være ude af Afghanistan i 2015, vurderer major Nicolas Veicherts, som er chef for Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.
- Der har været lidt uklarhed om, hvad det indebar, når præsident Barack Obama meldte ud, at en amerikansk tilbagetrækning fra Afghanistan påbegyndes i 2011. Det giver derfor god mening, at 2015 nu fremholdes som det år, hvor de danske kamptropper skal være ude. Det er ikke muligt at trække de internationale styrker ud allerede næste år, men det er muligt at sigte efter, at der kun er et minimalt antal udenlandske soldater tilbage i landet i 2015, hvor de afghanske regeringsstyrker selv skal stå for sikkerheden, siger Nicolas Veicherts i en kommentar til statsministerens udtalelser efter et møde med den britiske regeringschef, David Cameron.
- Det bliver nu opgaven at sikre, at den afghanske hær får den styrke og effektivitet, som gør den i stand til også at nå ud i afsidesliggende områder, fremhæver han.
Til et spørgsmål om, hvorvidt de nye signaler fra London og København kan føre til optrappede angreb fra oprørsbevægelsen, siger Nicolas Veicherts:
- Det er altid en meget vanskelig diskussion, om det motiverer en oprørsbevægelse, at udenlandske styrker trækkes ud. Men jeg antager, at den afghanske hær til den tid vil have opnået samme styrke, som de samlede væbnede styrker har nu samtidig med, at den civile opbygning af Afghanistan er nået klart videre.
Den britiske regering har tidligere sagt, at de britiske kamptropper skal være ude af Afghanistan i 2015, omend nogle styrker og rådgivere vil være tilbage.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker