Signe Skovgaard er spidskandidat for De Radikale ved dette valg. Det har hun prøvet før, nemlig i 2013. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Hun var spidskandidat for De Radikale i 2013. Nu er hun det igen.
Bjarne ArildsenBjarneArildsen
OffentliggjortSidst opdateret
GULDBORGSUND Det er nok ikke så almindeligt at gå til karate, hvis man er radikal.
Men det er ikke desto mindre, hvad Signe Skovgaard gør, når hun skal dyrke sport.
Det foregår i karateklubben i Nykøbing Hallen, hvor hun træner bevægelser og spark med blandt andre instruktør Pia Rasmussen.
- Jeg begyndte for nogle år siden. Det var i en periode, hvor jeg var meget stresset, og det har været godt. Når jeg er til karate, koncentrerer jeg mig helt om det. Man kan ikke tage problemer med til karate, siger Signe Skovgaard.
Hun har over nogle år bevæget sig så langt op i rækkerne, at hun nu har det gule bælte om sin hvide dragt, når hun træner.
Annonce
- Om jeg er god. Tja. Det gule bælte svarer til lidt under middel, siger hun.
Signe Skovgaard kæmper ikke kun i karatesalen, men også i lokal politik.
For anden gang på otte år er hun spidskandidat for Det Radikale Venstre i Guldborgsund.
Første gang, i 2013, blev hun ikke valgt til en plads i salen i det tidligere amtsrådhus på Parkvej.
Men det kæmper hun for at få ved kommunalvalget 2021, der finder sted på tirsdag.
Hun måtte tage over på førstepladsen, da den hidtidige spidskandidat, Christian Nyborg Mortensen, i sommer måtte melde fra.
Og som sagt har hun før prøvet at stå i spidsen under en valgkamp.
Gennem flere år har Signe Skovgaard gået til karate i Nykøbing Hallen, og hun har opnået det gule bælte. Det betyder, at hun er på vej op i rækkerne. Måske fighter hun sig på tirsdag til en plads i Guldborgsund Byråd. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Optimist
Signe Skovgaard er optimist og regner med, at det lykkes denne gang at få i hvert fald et mandat og i bedste fald to.
- Det realistiske er et mandat. Ved sidste valg fik vi næsten 500 stemmer, og jeg tror, at vi denne gang når op på 1.000, siger hun.
Annonce
De Radikale er som tidligere omtalt i valgforbund med Kristendemokraterne. Dette lille parti plejer at få omkring 100 stemmer.
Så der er stadig et stykke op til det første mandat, som man skal have cirka 1.000 stemmer for at få.
Hvordan valget ellers kommer til at gå, vil hun ikke spå om.
- Men der kommer til at ske noget nyt, er Signe Skovgaard sikker på.
Signe Romerlund Skovgaard er 42 år og har siden 2009 været gift med Allan Romerlund. Parret har døtrene Ida og Rosa, der er 10 og 11 år, og familien bor på Østerbro i Nykøbing. Signe Skovgaard er født og opvokset i Helsingør og gik på Odense Universitet, hvor hun læste historie og mellemøststudier. Hun har også lært sig arabisk. Efter sin uddannelse har Signe Skovgaard undervist på forskellige ungdomsuddannelser. I 2015 blev hun leder af de asylcentre, som Langeland Kommune drev på Lolland. Siden har Signe Skovgaard været ansat som afdelingsleder i jobcentret i Guldborgsund, og nu er hun funktionsleder i Familieretshuset i Nykøbing. Sin fritid bruger hun på sin familie, blandt andet i Halland i Sverige, hvor familien har en ødegård. Desuden er hun vild med litteratur, og som det ses her på siden, går hun til karate.
Her træner Signe Skovgaard med Pia Rasmussen, som er instruktør i klubben. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Ikke-politiker
Signe Skovgaard slår fast, at hun ikke er politiker af den professionelle slags.
- Det har jeg ikke lyst til at være. Jeg er som andre en forælder, en kulturbruger og den slags ting, siger hun.
Hun fortæller til Folketidende, at hun har fået tilbud om at stille op til Folketinget for sit parti, men det har hun sagt nej til.
Blandt andet af den grund, at hun så ville blive for professionel.
Hun stillede derfor heller ikke op ved kommunalvalget i 2017.
Annonce
- På det tidspunkt arbejdede min mand i Polen, og jeg havde selv travlt med job og børn, fortæller hun.
Ærlighed
Med til at være ikke-professionel politiker hører efter hendes mening ærlighed.
- Jeg tror, at det er vigtigt at være ærlig og at kunne sige undskyld, hvis man begår en fejl, siger Signe Skovgaard.
Kan man det i politik, spørger Folketidende.
- Ja, det vil jo vise sig, siger Signe Skovgaard.
Under alle omstændigheder er hun med for at kæmpe for sine og partiets mærkesager. Her er klimaet og den grønne omstilling helt i front.
Derfor havde hun for et par uger siden også besøg af partiets klimaordfører, Rasmus Helveg Petersen, i Nykøbing.
Klimaet er vigtigst
Signe Skovgaard siger, at det i dag er de helt unge, der kæmper klimakampen for at redde kloden.
Annonce
- Vi som voksne kan ikke være bekendt at overlade den kamp til teenagere. Vi tager jo ikke ansvar, som man ser ved COP 26 i Glasgow, siger hun.
Det er derfor, at hun er i lokalpolitik og ikke politik på landsplan. For det er lokalt, at man kan påvirke mest, siger hun.
De Radikale i Guldborgsund går derfor blandt andet til valg på en politik, der vil gavne bløde trafikanter som cyklister, el-biler og kollektiv trafik med busser og tog. Partiet meldte forleden på et vælgermøde også klart ud, at man støtter Vennerslund Energipark på Nordfalster.
Den er mange i lokalområdet ellers imod, især på grund af seks 150 meter høje vindmøller, der skal stilles op. Og der er nok stemmer i at være imod.
- Men vi vil ikke være populister, slår Signe Skovgaard fast.
Annonce
- Det koster
Spidskandidaten er med på, at det bliver besværligt med den grønne omstilling.
- Men denne sag er så vigtig, at vi er nødt til at bringe ofre.
Måske skal der skaffes plads til flere affaldscontainere ved husene. Eller måske bliver der indført kødfri dage i kantinen.
Men ifølge Signe Skovgaard kan det blive det, der skal til for at få gennemført den grønne omstilling.
Annonce
Selv prøver hun og hendes familie at leve så klimavenligt som muligt i dagligdagen. Blandt andet går de i genbrugstøj.
- Og vores plug-in hybrid-bil får vi lige om lidt, fortæller hun.
Men lokal grøn omstilling er ikke kun problemer. Det er også muligheder, mener hun.
- Derfor skal vi have uddannelsesniveauet op og styrke kulturlivet i Guldborgsund. Det kan være med til, at folk så kan se de nye muligheder og handle på dem, siger Signe Skovgaard.
De Radikale har også fokus på en anden sag, som har medført mange reaktioner blandt borgerne.
Ordentlighed
I flere sager har Guldborgsund Kommune mødt modstand fra Planklagenævnet, når det gælder lokalplaner.
Her er Vennerslund-møller et eksempel. Poolhusene på Marielyst er et andet.
- Jeg er ked af, at man ikke kan regne med aftaler og lokalplaner, når det gælder kommunen. Det skal man kunne. Ellers går det ud over tilliden til kommunen, og det kan blive dyrt på mange områder, siger hun.
Signe Skovgaard peger på, at blandt andet firmaer udefra skal kunne regne med afgørelser fra Guldborgsund Kommune.
- Vi kan jo elles risikere, at firmaer, der vil bidrage til den grønne omstilling, ikke kommer, fordi de ikke ved, hvad de kan regne med. Der må ordentlighed til, siger hun.
Og ordentlighed vil hun gerne bidrage med, hvis hun på tirsdag sammen med partifællerne får kæmpet sig ind i Guldborgsund Byråd.