Den 40-årige folketingspolitiker Helle Sjelle forlader København for at blive ny konservativ folketingskandidat i Næstvedkredsen.
Torsdag aften blev hun ved en ekstraordinær generalforsamling enstemmigt valgt til at efterfølge Helge Adam Møller, der på grund af dårligt helbred stopper i Folketinget ved næste valg.
- Jeg er rigtig glad for, at jeg torsdag aften officielt blev valgt som kandidat for Næstvedkredsen. Ikke alene er det en af de bedste og mest loyale konservative kredse i landet, det er også selveste Helge Adam Møllers kreds, siger Helle Sjelle.
Siden 2001 har hun været medlem af Folketinget, valgt i København. Her skulle hun kæmpe med blandt andre kulturminister Per Stig Møller om stemmerne.
I Sjællands storkreds er det økonomiminister Brian Mikkelsen, der bliver Helle Sjelles konkurrent blandt de konservative vælgere.
Helle Sjelle ser frem til at kaste sig over arbejdet i netop Næstved.
- Næstvedkredsen har altid stillet store krav til dens folketingskandidat. Her er vigtige ting på spil: ikke mindst en god infrastruktur og flere arbejdspladser, og jeg glæder mig til at tage fat, siger hun.
Den 68-årige Helge Adam Møller overlader da også trygt sin kreds til Helle Sjelle.
- Jeg mødte Helle Sjelle for første gang for 25 år siden i snestorm på Stevns. Jeg skulle tale i den helt nye KU-forening på Stevns og blev modtaget af en 15-årig Helle Sjelle, som havde været med til at tromle 45 mennesker sammen langt ude på landet.
- Det var og er en pige med ben i næsen, siger Helge Adam Møller.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker