Den nye, socialdemokratisk-ledede regering vil vaske flere "skampletter" væk fra det danske velfærdssamfund.
Det mener Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.
- Det er en markant kursændring, at man vil afskaffe de laveste sociale ydelser såsom starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Det hilser jeg meget velkommen. De ydelser har været en skamplet på vores velfærdssamfund, siger han.
- De ydelser har spændt ben for de socialt udsatte og sendt dem ud i større problemer, end de har haft i forvejen, tilføjer han.
Det bliver socialdemokraten Karen Hækkerup, der bliver ny socialminister efter Benedikte Kiær (K). Mette Frederiksen har ellers været det varmeste ministeremne som ny politisk chef for det sociale område, men hun bliver i stedet beskæftigelsesminister.
Og netop det område mener Jann Sjursen, som er tidligere formand for Kristeligt Folkeparti, bliver helt afgørende for den nye regering.
- Der er virkelig brug for et kursskifte på beskæftigelsesområdet. Vi skal tænke det hele om. Folk i aktiveringssystemet er mødt med mistro, sanktioner og skematyranni, siger han.
- Der er brug for en meget mere anerkendende og inddragende holdning over for de udsatte, der gerne vil være ansatte, men har problemer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet, tilføjer Jann Sjursen.
Den nye S-R-SF-regering offentliggør sit regeringsgrundlag klokken 16.30, og Jann Sjursen har én klar forventning til indholdet.
Danmark får en officiel fattigdomsgrænse.
- Hvis ikke regeringen har en fattigdomsgrænse med i sit regeringsgrundlag, er der tale om tomme tønder, der har buldret løs i valgkampen og tidligere. Det har jeg en klar forventning om, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde