Skænderi om forklædte soldater

Danske soldaters forklædning som civile afghanere har udløst voldsom diskussion om brud på krigens love, hvilket igen har fået Dansk Folkeparti til at beskylde SF for at være med i en hetz for at genere soldaterne.

Det er "langt ude", lyder det fra SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen.

- Det noget sludder og fuldstændigt absurd at påstå, at det er en hetz, at man skal overholde Genève-konventionen, som er en del af det mandat, der er givet. Jeg har ikke sagt, at soldaterne har overtrådt den. Jeg har sagt, at hvis de har gjort det, så er det et meget stort problem, siger Holger K. Nielsen.

SF's forsvarsordfører er i øvrigt i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert i, hvad han kalder drengerøvsbogen "Jæger - i krig med eliten", som er årsag til diskussionen. Han ser frem til forsvarsminister Søren Gades (V) forklaring på torsdag i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, siger i TV2 News, at hetzen mod soldaterne "kører hele tiden, specielt fra SF." Ifølge Espersen kan soldaterne lige så godt rejse hjem, hvis de ikke må optræde i civil bag fjendens linjer. Samtidig afviser han kategorisk, at forklædningen risikerer at være i strid med Genève-konventionen, sådan som to eksperter mener i Politiken mandag. Eksperterne er med i hetzen, mener Espersen.

Fogedretten afgør klokken 13 mandag, om bogen - som Politiken har trykt i avisform - må udkomme. Holger K. Nielsen finder det rigtigt, at forsvaret har reageret imod bogen, hvis det finder, at bogen indebærer risici.

/ritzau/

Dansk Folkepartis Søren Espersen beskylder SF for at være med i en hetz mod danske soldater i Afghanistan. Det er langt ude, mener SF's Holger K. Nielsen.

Offentliggjort Sidst opdateret