Det er ikke regeringens politik at indføre en millionærskat, fastslår skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).
Dermed undsiger han partifællen Jesper Petersen, SF's politiske ordfører, som har genoplivet det røde krav om en millionærskat i den kommende skattereform.
Men det kan Jesper Petersen godt skyde en hvid pil efter, understreger skatteministeren, som også er medlem af regeringens magtfulde koordinationsudvalg.
- Regeringen har ingen aktuelle planer om at indføre en millionærskat, udtaler Thor Möger Pedersen i en kommentar til Ritzau.
I et udspil til skattereform vil regeringen fremlægge sine planer om at sænke skatten på arbejde "markant" og sikre "rimelig social balance" i reformen, lyder det.
- Millionærskatten fremgår ikke af regeringsgrundlaget og er ikke på tegnebrættet. Men regeringen vil fremlægge andre elementer, der sikrer, at også de velstillede yder det, de skal, når skatten skal lægges om, forklarer Thor Möger Pedersen.
Det er regeringens plan om at hæve grænsen for topskat i 2014, som har fået Jesper Petersen på banen med kravet om en millionærskat.
Topskattelettelsen, som regeringen overtager fra VK-regeringen, vil nemlig øge uligheden i Danmark. Det øger behovet for skatteinitiativer, der trækker i den modsatte retning, lyder det fra SF's politiske ordfører, til Berlingske.
- Der står jo ingen steder i regeringsgrundlaget, at der ikke kan gennemføres en millionærskat, siger han.
- Vi ville jo gerne have haft det med, men i stedet kan millionærskatten tages op igen i forbindelse med skattereformen. Det er en finansieringskilde, der helt entydigt betyder, at de mest velstillede bidrager mest, tilføjer Jesper Petersen.
SF'erens melding skabte i går dybe panderynker hos De Radikale, erfarer Berlingske.
Den radikale folketingsgruppe meddelte, at man ikke havde nogen kommentarer og henviste i stedet til SF's egen skatteminister Thor Möger Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned