Skatteminister klar til dialog om Skats beføjelser
DF er bekymret for, at nyt lovforslag vil svække kontrol med arbejdsforhold. Skatteminister åbner for dialog.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er ikke ude på at forringe indsatsen mod såkaldt social dumping, forsikrer han, efter at både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har påpeget, at det vil være konsekvensen af et nyt lovforslag.
- Mit politiske ønske er ikke at forringe indsatsen mod social dumping, men at øge retssikkerheden. Derfor tager vi nu en snak om det her, udtaler ministeren i en skriftlig kommentar.
Lovforslaget lægger op til, at det skal være slut med, at Skat kan gå ind på privat grund.
Skat skal heller ikke have ret til at bede om cpr-numre fra ansatte på byggepladser, ligesom der ikke længere skal være krav om skilte om, hvem der udfører arbejdet på større entrepriser.
Regeringen mener, at Skats beføjelser er alt for vidtgående, men Dansk Folkeparti er ikke umiddelbart med på at fjerne Skats ret til at bede om cpr-numre og kravet om skiltning.
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor de vil fjerne nogle af de redskaber, vi har mod social dumping. De skal komme med nogle gode forklaringer på, hvad de vil sætte i stedet for, siger partiets beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.
Og skatteministeren erklærer sig lydhør over for Dansk Folkeparti, hvis 37 mandater er afgørende for regeringen.
- Jeg ved, at Dansk Folkeparti prioriterer social dumping rigtig højt, og derfor ser jeg også frem til en god dialog med dem om det her. Jeg er sikker på, at vi selvfølgelig nok skal finde en løsning på det, lyder det fra Karsten Lauritzen.
- Der er en høringsproces, hvor vi lytter til, hvilke input eksterne parter har til forslaget. Og så er der den politiske drøftelse med Folketingets partier, inden lovforslaget fremsættes i Folketinget.
Mens Dansk Folkeparti er med på, at Skat ikke længere skal have adgang til folks private grunde, så mener Socialdemokraterne at også denne del af Skats beføjelser er vigtig for at sikre kontrol med arbejdsforhold.
- Regeringen prøver at gøre det til en ideologisk kamp, der handler om, at Skat vader rundt i folks haver. Men det er ikke det, der er tale om, siger Jeppe Bruus (S), der er partiets ordfører for social dumping.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub