Skatteminister: S tager Skat som politisk gidsel
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) var i fredags i samråd om rod i Skats statsregnskab for 2018.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karsten Lauritzen (V) er utilfreds med, at S i weekenden valgte at ophæve borgfred på skatteområdet.
Socialdemokratiet har "valgt at føre krig på skatteområdet" og har taget Skats oprydningsarbejde som gidsel i den kommende valgkamp.
Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), efter at Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, søndag på partiets kongres i Aalborg ophævede den borgfred, der skulle give ro til genopbygning af skattevæsnet.
- Jeg synes, at man har taget genopbygningen af Skat som gidsel i noget, der helt ærligt ligner en udmelding, der skyldes, at vi nærmer os et folketingsvalg.
- Jeg forstår på det, Nicolai Wammen siger, at nu er der krig i stedet for samarbejde, siger han.
Det går for langsomt - og man kan ikke få ro til at arbejde, når man ikke arbejder, lød Wammens kritik af skatteministeren.
Men den kritik er skatteministeren ikke enig i.
- Jeg står selvfølgelig til ansvar for det, der er sket i den tid, jeg har været skatteminister. Og jeg synes også, at genopbygningen af skatteforvaltningen har gået for langsomt - jeg ville ønske, at den gik hurtigere, siger Karsten Lauritzen.
- Men uanset hvem der er skatteminister, og hvilken farve vedkommende har, så kan man ikke trylle, og derfor må man leve med, at det tager tid at rydde op, siger han.
Skatteministeren advarer, at den slags "mudderkastning" kun går ud genopbygningen af Skat.
I stedet bør Christiansborg samarbejde om at få ryddet op i, hvad fortidens både blå og røde skatteministre har været med til at forårsage.
Regeringen har allerede nedsat en kommission til det formål. Frem mod 2021 er der i en investeringsplan blevet afsat 13 milliarder kroner til oprydningsarbejdet, påpeger skatteministeren.
Det medfører også, at 2000 ekstra medarbejdere skal ansættes.
Socialdemokratiet er selv med i aftalen bag investeringsplanen for skattevæsnet.
Det undrer af den grund Karsten Lauritzen, at Socialdemokratiet ikke længere vil samarbejde.
- Jeg synes Mette Frederiksen, som deres statsministerkandidat, skulle overveje, om skatteforvaltningen ikke er så vigtig, at vi samarbejder om at løse problemerne i stedet for at slås, siger han.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker