Skattesag: Båndudskrifter kan være værdiløse

Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix

Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaards forklaring i Thornings skattesag styrkes ikke af, at han har båndudskrifter af samtaler med tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, hvor de to taler om sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fastslår juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet.

- Enhver kan komme og sige, at det her er en båndudskrift af en samtale, jeg har haft. Så det er i princippet ikke mere værd end en mundtlig forklaring, siger Eva Smith.

- Det har jo ikke yderligere bevisværdi, fordi man skriver det ned på et stykke papir og siger, at det er en båndudskrift.

Jan Kjærgaard er Skattesagskommissionens første vidne og har tirsdag forklaret, at han har optaget seks telefonsamtaler med den tidligere spindoktor Peter Arnfeldt, hvor de diskuterede sagen. Optagelserne eksisterer imidlertid ikke længere.

Ekstra Bladet har hidtil bedyret, at Peter Arnfeldt tilbød Jan Kjærgaard at se Skat Københavns afgørelse i sagen.

Men Jan Kjærgaard har nu ændret forklaring og erkendt, at han foreslog spindoktoren, at han fik en kopi af afgørelsen, men Arnfeldt turde ikke give ham den.

- Det er alt for risikabelt. Er du klar over, hvad der sker med mig, hvis det kommer frem, at jeg har lækket Helles skattepapirer? Jeg er færdig, mand, jeg er færdig på stedet, sagde Arnfeldt blandt andet ifølge Kjærgaards båndudskrift.

Efter mange samtaler foreslog Kjærgaard, at han i stedet kunne se afgørelsen på et hemmeligt sted. Men Peter Arnfeldt stillede, ifølge Kjærgaards forklaring, en betingelse om, at journalisten ikke måtte skrive passager af.

Jan Kjærgaard siger, at han har slettet samtalerne omkring årsskiftet 2010/2011, fordi der ikke kom noget ud af historien. Men han har transskriberet dele af optagelserne, og de udskrifter har kommissionen fået.

Eva Smith vurderer ikke, at kommissionsformand Lars Edslev Andersen og resten af kommissionen vil tillægge udskrifterne særlig betydning.

- Jeg kan ikke se, at de får større bevisværdi end hans forklaring. Og det er ikke væsentligt, at det er udpluk fra en samtale. Det ville det være, hvis der var tale om en båndoptagelse, siger hun.

/ritzau/