Skattesag: Ministeriet i intern splid om indblanding
I sommeren 2010 var der udbredt uenighed i Skatteministeriet om, hvor meget ministeriet kunne blande sig i afgørelsen i konkrete skattesager.
Det fortæller chefkonsulent Poul Erik Hjerrild Nielsen, da han torsdag afhøres af Skattesagskommissionen.
- Nogle mente at man helt skulle afholde sig fra at lave sparring i konkrete sager. Andre mente, at man nærmest kunne gå så langt som at formulere et forslag til afgørelse, hvis det så bare var Skat der traf afgørelsen, siger han.
En vigtig del af Skattesagskommissionens arbejde er at finde ud af, om personer uden for Skat København forsøgte at påvirke afgørelsen i sagen om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteforhold.
- Det var sådan et helt spektrum. Man må nok sige, at det var rimelig flydende, uddyber Hjerrild Nielsen.
Poul Erik Hjerrild Nielsen har arbejdet i skattevæsnet siden 1978 og er specialist i skattejuridiske spørgsmål.
Som et af de få vidner har han ikke en advokat ved sin side under afhøringen, hvilket er et tegn på, at Skattesagskommissionen ikke mener, at han har været central i sagen.
Men efter at Skat København havde afgjort Thorning-parrets skattesag, fik Hjerrild Nielsen en ordre fra sin kontorchef: Han skulle levere et notat om, hvorvidt det var muligt at tilbagekalde en agterskrivelse, altså en afgørelse i en skattesag.
Det var det ikke, konkluderede den erfarne jurist i notatet.
Selvom han ikke fik direkte at vide, at notatet havde relation til Thorning-parret, var han overbevist om, at det havde det.
Departementschef Peter Loft tilføjede efterfølgende en håndskrevet kommentar på notatet, oplyste Skattesagskommissionens udspørger Lars Kjeldsen.
- Vi kan ikke, som jeg ellers havde påstået, indbringe sagen for Skatterådet, skrev Loft efter at have fået beskeden om, at Skatteministeriet ikke havde nogen kompetence i den henseende.
Hjerrild Nielsen oplyser, at han ikke fik nogen instrukser om, at notatet skulle nå et bestemt resultat.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde