Skoleledere: Mandag bliver en glædesdag
Meget tyder på, at der bliver noget mere liv på de danske skoler fra på mandag, og det vækker glæde hos skolelederne, som de seneste uger har måttet forholde sig til halvtomme skoler og aflyst undervisning.
- Jeg vil anbefale, at vi hejser flaget, får en ekstra kop kaffe, og betragter det som en glædesdag, fordi vi kan komme i skole igen, siger formand Anders Balle til Ritzau.
Regeringen har indkaldt til pressemøde torsdag klokken 10, og ifølge flere medier vil der her blive præsenteret et indgreb i konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening.
Jyllands-Posten erfarer, at regeringen vil afskaffe lærernes arbejdstidsaftale, som har været et centralt punkt i konflikten, der fik kommunerne til at lockoute lærerne med virkning fra 1. april.
Til gengæld får lærerne en større økonomisk kompensation, end der var lagt op til i kommunernes forhandlingsudspil.
Og Anders Balle håber, at lærerne trods tabet af arbejdstidsaftalen står klar med et smil på læben, når klokken igen ringer ind til time.
- Selvfølgelig har de nogle frustrationer, som de ikke bare sådan lige kan ryste af sig, for de vil på en eller anden måde føle, at de er blevet kørt over.
- Men mit indtryk er, at lærerne glæder sig rigtig meget til at komme i gang igen, konstaterer skoleledernes formand.
Selvom der er forsvundet tre en halv uges undervisning, og afgangsprøverne onsdag aften måtte udskydes, mener Anders Balle, at skolerne godt kan nå i mål inden sommerferien.
- Jeg vil anbefale, at vi gennemfører de skriftlige prøver ugen efter, at de oprindeligt var planlagt. Det bliver presset, men det tror jeg, vi kan.
- Det havde været bedre, hvis vi havde haft normale tider, men det er en force majeure-situation, og så må vi gennemføre det så godt, som vi nu kan, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned