Gennem en længere årrække skal der hvert eneste år opføres en havmøllepark af samme størrelse som Horns Rev 2 ved Esbjerg. Det er nødvendigt for at nå målet om at gøre Danmark frit af kul, olie og gas omkring 2050.
Sådan fortæller den rapport, som Klimakommissionens formand, professor Katherine Richardson, præsenterer tirsdag. Vindkraften skal være trækdyret i den store omstilling af samfundet, der venter forude.
I dag leverer vindmøller omkring 20 procent af vores elforbrug. Men da huse i fremtiden skal opvarmes med eldrevne varmepumper, og vejene skal fyldes af elbiler i stort antal, bliver der brug for al den møllestrøm, der kan produceres.
Endemålet er mindst 10.000 megawatt vindkraft i 2050 - og måske helt op til 18.500 MW, hvis elbiler bliver en succes, og problemerne med batterier og begrænset køreradius bliver løst. Ved udgangen af 2008 havde vi 3150 MW vindkraft herhjemme.
Det indebærer, at vindkraften til havs i perioden 2015-2025 hvert år skal udbygges med gennemsnitlig 200 MW, vurderer Klimakommissionens sagkyndige. Og da en vindmølles levetid er 20-30 år, skal man meget snart til at begynde forfra, når de sidste møller er opstillet - for så er de første slidt op.
Når det ikke blæser, skal biomasse, især halm, bruges til at producere strøm på kraftværkerne. Op til 30 procent af energien kan komme fra biomasse og forbrænding af affald, mener Klimakommissionen.
Eksperterne erkender dog samtidig, at der kan blive mangel på biomasse i fremtiden, og at den bliver dyrere, hvis biler i større omfang kommer til at køre på bioætanol, der fremstilles af energiafgrøder.
For at finansiere støtte til miljøvenlige teknologier og udbygningen med vindmøller skal elforbrugerne betale et tillæg til elprisen - som det kendes fra den nuværende PSO-ordning, anbefaler Klimakommissionen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned