Skuffede forældre opgiver planer om daginstitution

Lolland Kommunes børne- og skoleudvalg godkendte på et møde torsdag den 12. august oprettelsen af den private institution og også, at den kunne modtage de dyrere vuggestuebørn, som udløser 14.000 kroner mere i kommunalt tilskud om året end børnehavebørn.

Men samme aften traf arbejdsgruppen beslutning om at opgive planerne om at starte den private institution:

- Af de 25 til 27 forældre, der oprindeligt støttede op om Halsted Solstråle, er der nu forældre til ti børn, der har revet tæppet væk under os, siger Thomas Fugl fra arbejdsgruppen.
- I løbet af de sidste seks til otte dage, hvor det blev alvor, og vi stod og skulle have børnenes cpr-numre, er de faldet fra.
- Det er meget skuffende at have lavet et så stort arbejde og involveret så mange i det, og det så falder til jorden, konstaterer Thomas Fugl.
- Men politikerne skal ikke have skylden. Det er forældrene selv, der ikke ønsker at bakke op om landdistrikterne.
- Og skuffende nok er det de forældre, der råbte højest i protest, da det kom frem at Lolland Kommune ville lukke Halsted Børnehus, der har trukket sig.
- Vi stod i den situation, at der var 15 børn p.t., og det kan vi ikke ansætte personale til og få det til at løbe rundt.
Halsted Solstråle nåede også at søge efter personale og fik 130 ansøgninger, deraf fra mange kvalificerede, oplyser Thomas Fugl.
 
Nu lukker det kommunale Halsted Børnehus 1. september på grund af dalende børnetal, og økonomiudvalget skal på mødet torsdag afgøre, om bygningen skal sættes til salg.
Foto: Arkivfoto: Claus Hansen

Arbejdsgruppen af forældre, der har forsøgt at oprette en privat daginstitution i Halsted, har nu kastet håndklædet i ringen.

Offentliggjort Sidst opdateret