Slipseløs Elbæk vækker opsigt i EU

Inden for EU-Parlamentets enorme glas- og stålfacade er det i denne uge umuligt at undgå dem, de danske ministre.

I alt 17 danske ministre er nemlig på besøg i deres respektive fagudvalg i parlamentet i forbindelse med det danske EU-formandskab.

Her præsenterer de det danske formandskabs prioriteter for udvalgenes områder det næste halve år.

- Det er en god måde at arbejde på: Et ganske kort oplæg om, hvad vi vil, og så tager vi imod spørgsmål. På en lang række områder er parlamentet jo en vigtig samarbejdspartner, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Ligesom resten af regeringens ministerhold skal hun på sit fagområde bidrage til at få de folkevalgte parlamentarikere og ministerrådet til at blive enige i en række sager. Ikke nogen nem opgave i det komplekse politiske landskab, der er EU.

Ministrene skal tage hensyn til 27 landes kulturer, sprog og forventninger - og samtidig nå vigtige, politiske resultater.

Det fik både børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og kulturminister Uffe Elbæk (R) en forsmag på, da de tirsdag gav deres præsentationer i parlamentets kulturudvalg.

Her blev kulturministeren vittigt gjort opmærksom på, at der manglede noget. Et slips.

- Mændene i parlamentet havde alle sammen fået et flot slips af det danske formandskab.

- Det ville jeg sige noget om, men det var først, da jeg var begyndt at tale, at jeg bed mærke i, at han slet ikke havde noget slips på, siger udvalgets formand Doris Pack.

Den konservative tyske politiker syntes i øvrigt, at de danske ministre virkede meget velforberedte i deres præsentationer.

Venstres Morten Løkkegaard var sammen med kulturministeren blandt udvalgslokalets mindretal af mænd uden slips på.

Han fremhæver vittighederne om slips som et godt eksempel på kulturforskellen mellem Christiansborg og Bruxelles.

- Det at gå uden slips på sender et meget kraftigere signal hernede, end det gør derhjemme, siger EU-parlamentarikeren.

/ritzau/

Kulturminister Uffe Elbæk blev mødt med vittige kommentarer for manglende slips, da han besøgte parlamentet.

Offentliggjort Sidst opdateret