Slut med at skadelige arter sejles ind fra udlandet
Sortmundet kutling fra Sortehavet breder sig i disse år eksplosivt herhjemme, efter at æg fra dens naturlige levesteder er blevet spredt via skibes ballastvand. Foto: Polfoto/Joachim Adrian
Polfoto/Joachim Adrian
Nyt internationalt samarbejde skal sætte stopper for, at invasive arter fra fjerne farvande truer dansk natur.
Uønskede dyrearter fra udlandet skal ikke længere kunne bruge ballastvandet i fragtskibe som smutvej til danske farvande.
Her har de invasive arter hidtil kunnet slå sig ned i fred for naturlige fjender og true hjemmehørende arter.
Men efter mere end 12 års tilløb sættes der næste år endelig en stopper for, at indvandrede arter som dræbergopler, knivmuslinger og sortmundet kutling sejler til Danmark som blinde passagerer i fragtskibes ballastvand.
En ny konvention fra FN's Søfartsorganisation, IMO, træder i kraft, efter at Finland netop har tilsluttet sig aftalen. Fremover skal skibene rense deres ballastvand med godkendt udstyr.
- Vand fra Santos hører ikke til i Esbjerg Havn. Det sætter konventionen en stopper for. Danske myndigheder og ikke mindst Danmarks Rederiforening har været særdeles aktive i denne sag. Vi har store interesser i aftalen, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en kommentar.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) ser frem til mere hånd i hanke med de uønskede arter, siger havbiolog Henning Mørk Jørgensen.
- Bedre sent end aldrig. Selv om vi allerede har fået nogle ind, så er der stadig mange organismer, som vi nu forhåbentlig kan undgå. Klimaændringer medfører i forvejen øget pres fra nye arter, så kan vi begrænse nogle af skaderne på denne måde, er det rigtigt fint, siger han.
Selv om konventionen kan betyde udgifter på to til ti millioner kroner per dansk skib, så hilser Danmarks Rederiforening den velkommen.
Til gengæld er foreningen bekymret over, at USA fortsat ikke har godkendt nogen af de over 60 forskellige behandlingssystemer til ballastvand, som IMO foreløbig har blåstemplet.
- Allerede fra september næste år skal de første skibe have installeret behandlingssystemer, og skibene risikerer at installere systemer, som efterfølgende ikke accepteres af amerikanerne, siger fungerende underdirektør Jesper Stubkjær.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker