Små partier vil ændre regler for opstilling til valg
Det er udemokratisk, urimeligt dyrt og helt ude af trit med tiden, at der er så meget bureaukrati at overvinde, når små eller nye partier vil stille op til Folketinget.
Sådan lyder det fra fem partier, som med et brev til indenrigsminister Margrethe Vestager (R) vil have gjort processen smidigere. Det er Retsforbundet, Kristendemokraterne, Centerpartiet, Visionspartiet og Miljøpartiet Fokus.
En af de væsentligste anker er den omstændelige sagsgang for de 21.000 underskrifter, det kræver for et parti at blive opstillingsberettiget. Det siger Christian H. Hansen, formand for Miljøpartiet Fokus, tidligere MF for Dansk Folkeparti og senere løsgænger.
- I en tid, hvor alt er digitaliseret, for eksempel bestilling af kørekort, hvorfor skal det så være så besværligt? Min forklaring er, at nogle partier synes, det er en rigtig god idé, for de ved, at de kan få konkurrence, hvis loven ændres, siger han til Ritzau.
Underskrifterne kan kun indsamles på blanketter, der først skal sendes til stillerens kommune. Her skal en medarbejder fra folkeregistret godkende og stemple papiret, der returneres til vælgeren, som så skal videresende det til partiet.
Proceduren er tung og langvarig og kan tage op til halvanden måned, hvilket er dyrebar tid, når erklæringernes gyldighed kun er halvandet år. Samtidig må partiet i praksis betale for trykning af frankerede svarkuverter - en udgift på over en halv million kroner.
Løsningen er ifølge de fem partier, at det skal være muligt at afgive sin støtte med Nem-ID, og forældelsesfristen skal være fire år. Samtidig er det ifølge partierne uholdbart, at borgeren skal opgive de sidste fire cifre i CPR-nummeret for at være stiller.
- Hvis man mener, det giver forvirring med for mange partier i Folketinget, så kan man sætte spærregrænsen op fra de to procent, siger Christian H. Hansen.
"Det urimelige er ikke antallet af underskrifter, men proceduren. Samfundet risikerer, at borgere, der ikke kan genkende sig i de etablerede partier, henfalder til apati, fordi politisk engagement i praksis er umuligt, med mindre man har en meget rig sponsor. Det er farligt og udemokratisk", lyder det i brevet til Margrethe Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned