Snævert flertal bag finansloven

Den offentlige gældsætning må stoppe, fordi statsgælden er steget under den økonomiske krise, hvor 200.000 job er forsvundet. Danmark mister 15.-20.000 job, hver gang renten stiger med ét procentpoint.

Det siger Venstres finansordfører, Jacob Jensen, onsdag ved tredjebehandlingen af næste års finanslov.

Han understreger, at VK-regeringen siden 2001 har øget de offentlige udgifter med 73,5 milliarder kroner.

Derimod beskylder hans socialdemokratiske kollega, Morten Bødskov, Venstre for at forlænge den offentlige nulvækst indtil 2020, så endnu flere bliver arbejdsløse.

SF's finansordfører, Ole Sohn, angriber regeringen for at spare fem milliarder kroner på forskning og uddannelse indtil 2013 i Genopretningspakken, som skal skaffe 24 milliarder kroner.

De Radikales Morten Østergaard understreger, at nulvæksten i år allerede er skredet med fem milliarder kroner.

- Hvor er det så, der skal skæres ned, hr. Jacob Jensen? vil Morten Østergaard vide.

Oppositionen manipulerer med fejlagtige tal om offentlige nedskæringer, mener Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

Regeringen har for første gang siden 2001 kun lige akkurat 90 mandater bag sin finanslov. Den stemmes igennem af det faste støtteparti, Dansk Folkeparti, samt Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen.

Derimod forlod Liberal Alliance forhandlingerne, fordi partiet ikke kunne få skattelettelser igennem.

Partileder Anders Samuelsen finder det skamløst, at VK-regeringen årligt har øget de offentlige udgifter, så det offentlige næste år får et underskud på 80 milliarder kroner.

- Er det en borgerlig eller socialdemokratisk ordfører, som står på talerstolen? vil han vide.

Samtidig har især Venstre haft svært ved at holde sammen på sin folketingsgruppe, hvor Marion Pedersen truede med at stemme imod på grund af uenighed om skrotningsafgiften.

/ritzau/

Regeringen har 90 mandater bag finansloven med støtte af Dansk Folkeparti og KD's Per Ørum Jørgensen.

Offentliggjort Sidst opdateret