Socialchefer roser ministers pjecer
Enlige pensionister og fraskilte forældre får nemmere ved at få klarhed over, hvornår de er reelt enlige og dermed berettigede til forhøjede pensioner, børnebidrag og andre offentlige ydelser.
Formand for Socialcheferne Ole Pass siger til Ritzau, at de nye pjecer "Enlig eller samlevende" fra Social- og Integrationsministeriet "falder på et tørt sted".
Ikke alene hersker der stor usikkerhed hos mange borgere - også eksperterne er ofte i tvivl om, hvordan reglerne skal fortolkes.
- Derfor er det positivt, at vi nu får nogle flere kriterier for, hvornår man er enlig. Vi vil gerne skåne borgerne for at leve i frygt og samtidig sikre, at de der virkelig snyder, bliver opdaget, siger Ole Pass, der er socialchef i Rødovre Kommune.
Men pjecerne vil dog langt fra kunne udrydde enhver tvivl.
- For hvor ofte må man som fraskilte holde ferie sammen, og hvor ofte må man spise og sove sammen. Selv om reglerne er klare, så kan det stadig være svært at skelne, siger Ole Pass.
I Ældresagen oplever rådgiverne, at der blandt pensionister er stor angst for at blive beskyldt for socialt bedrageri. Dagligt modtager foreningen henvendelser fra ældre, der ikke kan forstå reglerne og frygter at miste deres pension som enlig pensionist.
- Vi får mange henvendelser fra ældre, som er bange for konsekvenserne, hvis de finder en ven og ses med vedkommende - måske hjælper til hos hinanden eller rejser sammen, siger jurist Ingrid Stokholm Lauridsen fra Ældre Sagen til Jyllands-Posten.
Ifølge Ole Pass er der behov for, at kommunerne udviser større forståelse for de ældres situation.
- Man bør se lempeligere på, hvor tit to pensionister, som ønsker at bevare hver sin lejlighed, er sammen, siger Ole Pass.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde