Socialdemokrater vil rette op på svigt om aktiv dødshjælp
Der mangler viden om dødshjælp, også hos sundhedspersonale, siger S-ordfører, som ønsker tværpolitisk melding.
Danske politikere har været alt for dårlige til at gøre opmærksom på lovens muligheder for dødshjælp, mener Socialdemokratiet.
- Jeg synes, at vi politisk må stå sammen om at sikre - i hvert tilfælde til borgerne og personalet (sundhedspersonalet, red.) - en klar udmelding om, hvilken ramme vi har for at hjælpe døende og deres pårørende i dag, siger Flemming Møller Mortensen.
Han har som Socialdemokratiets sundhedsordfører indkaldt til et lukket samråd, hvor Folketingets partier onsdag aften har drøftet sagen.
Efter samrådet siger formand for Sundheds- og Ældreudvalget Liselott Blixt (DF) til TV2 News, at loven skal granskes.
- Vi skal se på paragraf 25 i sundhedsloven og lave behandlingstest af, hvordan man vil behandles, hvis man bliver uafvendelig syg, siger Liselott Blixt (DF).
Allerede forud for samrådet var Flemming Møller Mortensen enig i den model. Den nuværende lovgivning rummer nemlig allerede de muligheder, som mange efterspørger.
Flemming Møller Mortensen nævner selv et eksempel fra virkeligheden.
Han har talt med den 78-årige mand, som i september blev idømt 50 dages betinget fængsel for medlidenhedsdrab på sin hustru.
Manden spurgte sundhedspersonale til råds, før han gav sin kone den medicin, hun senere døde af. Sundhedsordføreren kalder sagen "ulykkelig", fordi personalet gav manden den melding, at det var forbudt.
Den 78-årige kunne have undgået straf, mener ordføreren, hvis personalet havde kendt loven og i stedet hjulpet parret.
- Det ansvar vil jeg gerne tage på mig, siger Flemming Møller Mortensen.
Tidligere meningsmålinger har vist, at der i befolkningen er stort flertal for at lovliggøre aktiv dødshjælp, som i Danmark er forbudt.
Den aktuelle lovgivning giver dog pårørende andre muligheder for at hjælpe en person, som ønsker at dø, mener ordføreren.
- Man kan få noget sovemedicin, som holder én sovende, indtil man ikke lever mere. Patienten mærker ikke noget. Det er ikke aktiv dødshjælp, siger Flemming Møller Mortensen.
Det handler i bund og grund om, mener ordføreren, at "vi som samfund ikke har fået forklaret, kommunikeret og synliggjort, hvilke muligheder der er".
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde