Socialminister går til kamp mod sexmisbrug

Selv om otte af ti kommuner har lavet et beredskab til at tackle sexmisbrug og vold mod børn, er det ikke nok. Alle kommuner skal inden nytår have en strategi klar.

Det kræver socialminister Karen Hækkerup (S), som nu vil skrive til kommunerne.

- Heldigvis har rigtig mange kommuner udarbejdet beredskab ved overgreb og vold, men en pæn del af kommunerne har ikke. Nu skriver jeg til kommunerne, at jeg håber, de udformer en strategi inden årets udgang, siger Karen Hækkerup.

Siden 2001 har kommunerne kunnet få gratis bistand fra Siso - Videnscenter for sociale indsatser ved vold og seksuelle overgreb mod børn.

- Konsulenter kan hjælpe kommuner, institutioner og organisationer med at samle erfaringer og håndtere børnesager, siger Karen Hækkerup.

Siso har spurgt samtlige 98 kommuner om deres beredskab. 91 har svaret, og af dem har 75 kommuner et beredskab eller er ved at udforme et.

I 2001 havde kun hver fjerde kommune et beredskab i disse børnesager.

Over halvdelen af kommunerne med et beredskab, har et tværfagligt team af specialister, der kan yde bistand i sager om seksuelle overgreb.

Socialministeren erkender, at mange misbrugere flytter fra kommunen, når myndighederne får mistanke om misbrug af børn.

- Det er et problem. Der er både behov for, at vi får kigget på en anbringelsesreform og får lavet nye regler om underretning, siger ministeren.

- Men hvis man skal se, når der er problemer for børn, og handle på det, skal man have en politik for at håndtere det, siger Karen Hækkerup.

Det gælder med andre ord om at hav en plan for, hvem der har ansvaret, hvem der løfter og hvem der er næste led i kæden.

- Det er meget lettere, når man har nedskrevet en politik, siger socialministeren.

/ritzau/

Alle kommuner skal inden nytår udforme et beredskab mod sexmisbrug mod børn og vold kræver Karen Hækkerup (S).

Offentliggjort Sidst opdateret