Socialrådgivere: Nu får vores område højere prioritet

Socialrådgiverforeningen sætter stor pris på det signal, regeringen sender ved at lade partilederen for SF, Annette Vilhelmsen, overtage Social-, børne- og integrationsministeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger formanden for Socialrådgiverforeningen, Majbrit Berlau, til Ritzau.

- Det er jo indiskutabelt, at når en partileder sætter sig på en ministerpost, så opfatter vi det jo som en opprioritering af området fra regeringen, siger hun.

- Så det er jo med tilfredshed, at vi noterer os, at Annette Vilhelmsen er blev social-, børne- og integrationsminister i dag.

Majbrit Berlau henviser desuden til, at den nye minister for området sidder i regeringens magtfulde koordinations- og økonomiudvalg.

- Det, tænker jeg, betyder, at under en finanslovforhandling vil de projekter, der bydes ind med fra hendes ministerium, stå højere på listen i forhold til at få ressourcer, siger Majbrit Berlau.

- Derudover er der også brug for en socialminister, der fører værdipolitik - og gerne også på bekostning af den der "nødvendige politik," regeringen har ført, understreger hun.

Helt konkret håber foreningen på, at Annette Vilhelmsen vil "sætte sig for bordenden" og sætte gang i et tværministerielt arbejde.

- I dag løber folk med sociale problemer spidsrod i et bureaukratisk og kafka'sk system med syv-otte forskellige indsatser og ti forskellige sagsbehandlere, siger Majbrit Berlau.

- Vi har brug for nogle tværministerielle indsatser, der siger, at vi kan kapere, at mennesker har flere problemer end ét - for sådan er det nu engang at leve, siger hun.

Den afgående social-, børne- og integrationsminister Karen Hækkerup får desuden ros for at "have modet til at indføre en fattigdomsgrænse."

Derudover giver Socialrådgiverforeningen den nye fødevareminister en række pæne ord med på vejen.

- Karen Hækkerup har været en minister, der har været lyttende og tilgængelig. Og det skal hun have stor ros for. De kan glæde sig, interessenterne på fødevareområdet.

/ritzau/