Socialrådgivere: Vi skal bruge pålæg meget forsigtigt
"Vi skal prøve alle andre udveje først".
Sådan siger formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbritt Berlau, om det såkaldte forældrepålæg, hvor kommunen kan trække forældrene i offentlige ydelser, hvis børnene skulker fra skole eller bryder loven.
- Forældrepålæg er et værktøj, som man skal bruget meget forsigtigt, fordi det betyder, at man opgiver at lave aftaler med forældrene, og man umyndiggør dem i stedet for, siger Majbritt Berlau til Ritzau.
Reaktionen fra landets socialrådgivere, der administrerer forældrepålægget, kommer efter social- og integrationsminister Karen Hækkerups (S) nye pakke, der skal få ikke etnisk danske forældre mere på banen for at løse deres børns problemer.
Pakken består af seks initiativer til 25 millioner kroner, hvor et af dem er øget brug af forældrepålægget.
Men det kan have store konsekvenser for familier, der bliver udsat for mindre børneydelser, og derfor skal det også fremover bruges meget forsigtigt, mener socialrådgiverformanden.
- Det kan have den konsekvens, at forældrene bliver mere sure på den unge, som de i forvejen har svært ved at håndtere. Samtidig kan mindre søskende mærke det i familiens økonomi, forklarer Majbritt Berlau.
Samtidig vil øget brug af pålægget ramme en række forældre, som ikke kan agere anderledes, selvom kommunen truer dem med pålægget.
- Det skal jo være forældre, som har mulighed for at blive påvirket af det incitament, mens hvis de ikke har det, fordi de for eksempel er traumatiserede flygtninge, så har pålægget jo ingen indflydelse overhovedet, siger Majbritt Berlau.
Ud over forældrepålæg rummer pakken også en række blødere initiativer som blandt andet uddannelse af pædagoger til at takle børn og forældre. Og her er socialrådgiverne anderledes positive.
- Det er fornuftigt, at ministeren sætter fokus på området, og vi opfatter det, som et signal til, at vi skal drøfte, hvordan vi bliver endnu bedre til det her, fortæller Majbritt Berlau.
Ifølge en Rambøll-rapport har 26 ud af 85 kommuner brugt forældrepålægget mellem en og tre gange hver.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker