Sohn mistænkes for at modtage Moskva-guld

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) modtog formentlig "Moskva-guld" fra det sovjetiske kommunistparti, da SF's gruppeformand, Ole Sohn, var DKP's formand fra 1987 til 1991.

Det vurderer historikeren, p.hd. Thomas Wegener Friis. Han har forsket i det østtyske kommunistparti, SED, der var underlagt det sovjetiske parti, SUKP.

- Det er fuldstændig oplagt, for der har været behov for det. DKP havde avisen Land og Folk, der gav underskud, og et partiapparat, der skulle drives. De danske kommunister var loyale folk sammenlignet med andre vestlige kommunister, siger han.

Fra DDR kanaliseredes støtten til DKP som skolingsophold, materialer, trykkerimaskiner, aflønning af Land og Folks korrespondent i Østberlin eller som lån til DKP's formand, Jørgen Jensen, til valgkamp, forklarer han.

DDR's støtte til de vestlige kommunistpartier gik igennem den hemmelige trafikafdeling i SED's centralkomité, men alle afdelingens arkiver er fuldstændig destrueret.

I 1952 fik SED af Moskva ansvar for at holde kontakt med de danske kommunister, oplyser Thomas Wegener Friis.

Selv afviser Ole Sohn B. T. s oplysning om, at han skal have modtaget "sorte" penge fra Moskva.

I 2001 viste lister fra sovjetiske arkiver i Moskva, at flere kommunistpartier i Vesteuropa fik millionbeløb fra Sovjet. Listerne angiver journalnummer, datoer og navn på personen, der kvitterede for pengene.

Af listerne fremgår det, at en "O. Sohn" syv gange mellem 1987 og1989 modtog penge fra SUKP. I alt skal Ole Sohn have modtaget 5,2 millioner kroner.

Sohns forgænger som partiformand, Jørgen Jensen, fik 1986-1987 knap fire millioner kroner i syv tilfælde. Han fortalte kort før sin død i 1987 partiets faglige sekretær, Bo Rosschou, om de skjulte pengeleverancer, som han ønskede stoppet.

/ritzau/

Det er sandsynligt, at DKP under Ole Sohn fik penge fra det sovjetiske kommunistparti, siger historiker, ph.d. Thomas Wegener Friis, med speciale i DDR's parti.

Offentliggjort Sidst opdateret