Solcellesag er også omfattet af ny offentlighedslov
Offentligheden ville have fået kendskab til problemer ved lovforslaget om solceller efter reglerne om den ny, omstridte offentlighedslov.
Det oplyser justitsminister Morten Bødskov (S) mandag i et samråd om offentlighedsloven i Folketingets retsudvalg.
- Det er en henvendelse fra en ekstern organisation, som er sendt til Klima- og Energiministeriet og underliggende styrelser. Der er aktindsigt i denne henvendelse.
- Da der ikke er tale om en e-mail mellem styrelse og ministerium, er den ikke omfattet af paragraf 24 (i offentlighedsloven, som beskytter om fortrolighed mellem minister og embedsmænd, red.), siger Morten Bødskov.
Folketingets klima- og energiudvalg gav 30. maj klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) en næse, fordi han ikke havde orienteret udvalget grundigt om mulige problemer ved lovforslaget om solceller.
Offentligheden kunne som udgangspunkt ikke få aktindsigt i en e-mail om solcelleanlæg mellem Energistyrelsen og Klima- og Energiministeriet, som angår embedsmændenes rådgivning af Martin Lidegaard om lovforslaget, siger Morten Bødskov.
Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, mener, at medierne kun fik aktindsigt, fordi det var en ekstern e-mail fra organisationen Dansk Energi.
Sagen var ifølge hende ikke kommet frem, hvis medier søgte aktindsigt i korrespondancen mellem Energistyrelsen og Klima- og Energiministeriet.
- Den e-mail, som inkriminerer (beskylder) ministeren, ville ikke være omfattet af aktindsigt, siger Pernille Skipper.
Det afviser justitsministeren.
- Du ville få aktindsigt i den mail, også hvis den var videresendt af en kontorchef. Det er en ekstern mail, siger Morten Bødskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker