Gratis psykologhjælp, bedre behandlingsmuligheder for sårede soldater og et videnscenter for veteraner. Det er tre af 19 tiltag i et udspil til krigsveteraner, som regeringen onsdag har fremlagt.
- Først og fremmest er det vigtigt, at vi anerkender veteranerne for den indsats, som de har ydet. Derudover indeholder den nye veteranpolitik væsentlige forbedring for vores sårede soldater - psykisk såvel som fysisk sårede, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) i en pressemeddelelse.
Soldaterveteranerne får også mulighed for telefonisk støtte og rådgivning døgnet rundt, ligesom sårede soldater får mulighed for at få en sportsprotese til op imod en million kroner, så de kan styrke sport trods krigsskader.
Desuden skal arbejdsskadestyrelsen undersøge, om der er behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre, ligesom anerkendelse af en psykisk krigsskade ligestilles med en fysisk skade.
I forsvaret glæder forsvarschef general Knud Bartels sig over, at der nu kommer en officiel veteranpolitik, og siger, at forsvaret som arbejdsgiver har et ansvar over for veteranerne.
- Det understreger veteranpolitikken, og det er min forventning, at den vil bidrage yderligere til at styrke indsatsen på området, så vi som samfund kan give vores udsendte den bedste mulige behandling, siger han i en pressemeddelelse.
Pengene til regeringens veteranpolitik findes indenfor de eksisterende budgetter i forsvarsministeriet, socialministeriet og indenrigs- og sundhedsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker