Sommerhusudlejere får flere skattefrie kroner i lommen
Bundfradraget for sommerhusudlejning fra 2018 hæves fra 21.900 til 40.000 kroner. Dermed får sommerhusudlejere flere skattefrie kroner i pengepungen. Foto: Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Bundfradraget for sommerhusudlejning hæves fra 21.900 til 40.000 kroner. Det skal få flere til at udleje.
Sommerhusudlejere får næsten fordoblet deres fradrag som følge af en politisk aftale.
Den betyder, at bundfradraget for sommerhusudlejning fra 2018 hæves fra 21.900 til 40.000 kroner.
Aftalen, der er gældende med tilbagevirkende kraft, er en del af erhvervspakken, som regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale præsenterede i slutningen af sidste år.
Det forhøjede fradrag gælder kun, hvis udlejningen sker gennem et udlejningsbureau. Sker udlejningen privat, er fradraget for sommerhusejerne på 11.000 kroner om året.
- Når vi fordobler sommerhusfradraget, så tror jeg, der vil være en langt større motivation for sommerhusejerne til at leje deres sommerhus ud, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ifølge DR Nyheder.
Socialdemokratiet bakker op om aftalen, fastslår erhvervsordfører Morten Bødskov over for DR Nyheder.
Hos Feriepartner Danmark, som står for udlejningen af mere end 6000 feriehuse, glæder direktør Flemming Toft Andersen sig over det forhøjede fradrag.
- Med så stort et løft i fradraget betyder det reelt, at de fleste kan udleje huset hele højsæsonen uden at skulle betale skat.
- Derfor forventer jeg helt klart, at vi nu møder flere husejere, der overvejer udlejning.
- Vi har allerede fået en del henvendelser, efter at det blev kendt, at man på Christiansborg havde planer om at ændre reglerne, siger Flemming Toft Andersen i en pressemeddelelse.
Carlos Villaro Lassen, der er administrerende direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, er ligeledes tilfreds.
- Det her er meget vigtigt for dansk turisme, for der er så stor lyst til at holde ferie i Danmark, at vi mangler feriehuse til udlejning.
- Vi forventer at op mod 2000 flere danskere vil sætte deres sommerhus til udlejning, siger Carlos Villaro Lassen i en pressemeddelelse.
Dansk Erhverv kalder det forhøjede fradrag årets gode nyhed.
- Det er skønnet, at hvis 1000 flere feriehuse bliver udlejet, så vil det skabe 400.000 flere overnatninger.
- Det betyder en øget turismeomsætning på 250 millioner kroner, som især vil komme landdistrikterne til gode, da det i sagens natur typisk er her, feriehusene ligger, siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker