Udviklingsminister Søren Pind (V) går nu endnu engang til angreb på avisen B.T., der tirsdag under overskriften "Søren Pind i sponsortøj" skriver, at ministeren i strid med loven har et særligt rabatkort til tøjbutikken Sand.
Med kortet overskrider Søren Pind ifølge B.T. en regel om, at ministre ikke må modtage eksempelvis rabatter.
Men ordningen er fuldt ud lovligt, fastslår Søren Pind efter at have konsulteret jurister i Statsministeriet.
- Der er ikke noget ulovligt ved det kort. Det er ikke givet til mig i min egenskab af minister. Det er et storkunde-kort med en rabatfunktion, som jeg har haft i adskillige år, siger Søren Pind, der kalder det for kampagnejournalistik fra B.T.'s side:
- Nu kørte de først på Helle Thorning, og nu skal de så køre på mig.
Søren Pind vil derfor nu sende et genmæle til avisen.
- Det må de bringe, eller også må jeg overveje at gå til Pressenævnet. For en ting er B.T.'s moraliseren de seneste dage, men anklager om ulovligheder vil jeg sgu ikke stå model til, siger han.
Søren Pind afviser også, at hans rabatordning kan stride mod det reklameforbud, som VK-regeringens ministre er underlagt. Lige som han afviser, at sagen kan sammenlignes med dengang, daværende justitsminister Lene Espersen blev kritiseret for at gå til fest hos dronningen i tøj udlånt fra en kendt tøjdesigner.
- Forskellen er, at jeg selv køber det. Jeg køber bare meget af det, og derfor har jeg fået et rabatkort, siger han og sammenligner det med med benzinselskabers rabatkort til trofaste kunder.
Sagen kommer i forlængelse af, at Søren Pind forleden rettede et voldsomt angreb på en B.T.-journalist, som ifølge Pind var en "uvederhæftig, løgnagtig bedrager". Samme journalist har skrevet den seneste historie om Søren Pind.
Søren Pind beklagede senere sine udtalelser om reporteren.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet