Udviklingsminister Søren Pind (V), der i sidste måned var under massiv beskydning fra avisen B.T., har indtil videre ikke gjort alvor af sin trussel om at gå til Pressenævnet.
Og nu er det for sent.
Det på trods af, at avisen tilbage i november rent faktisk beskyldte ham for at bryde loven.
Lovbruddet skulle ifølge B.T. bestå i, at Søren Pind har et særligt rabatkort til tøjbutikken Sand og dermed - ifølge avisen - overskrider en regel om, at ministre ikke må modtage rabatter.
En vred Søren Pind sagde den 9. november til Ritzau, at han ville sende et genmæle til avisen.
- Det må de bringe, eller også må jeg overveje at gå til Pressenævnet. For en ting er B.T.'s moraliseren de seneste dage, men anklager om ulovligheder vil jeg sgu ikke stå model til, forklarede han.
B.T. bragte dog aldrig genmælet fra Pind, og nu - over en måned senere - har Søren Pind endnu ikke klaget til Pressenævnet.
Ifølge hans særlige rådgiver fordi han fortsat overvejer det.
Det behøver han dog ikke, da klagefristen på fire uger for længst er overskredet.
På B.T. er chefredaktør Olav Skaaning Andersen ikke overrasket.
- Det er hans afgørelse, for vi ville med sindsro have taget imod en indberetning til Pressenævnet. Jeg tolker det sådan, at han ikke har noget at komme efter, og det er også min egen opfattelse, siger chefredaktøren.
B.T.'s artikel om Pinds rabatkort kom efter andre historier om ham i avisen, der resulterede i, at Søren Pind rettede hårde beskyldninger mod en af B.T.'s journalister bag artiklerne, Lars Fogt, som ifølge Pind var blevet fyret fra Ekstra Bladet.
Beskyldninger som Søren Pind efterfølgende trak tilbage.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker