Søvndal afviser diplomat-kritik fra oppositionen
Alt fulgte den normale praksis, da udenrigsminister Villy Søvndal (SF) besluttede at opgradere de palæstinensiske repræsentanter i Danmark til at have diplomatstatus.
Sådan lyder svaret på kritikken fra oppositionen, som har kaldt det en diplomatisk fejl og "fadæse", at Israels ambassade ikke blev orienteret om beslutningen på forhånd.
- Det var naturligt både at orientere Israels ambassade i København og Palæstinas mission i København om den danske beslutning. Begge blev orienteret samme dag, beslutningen blev truffet, udtaler Søvndal på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Både Lars Løkke Rasmussen (V) og Per Stig Møller (K) har været ude med riven, fordi den israelske ambassadør, Arthur Avnon, angiveligt ikke kunne få et møde med ministeren om den danske kurs i Palæstina-spørgsmålet.
- I det omfang, regeringen mener alvorligt, at den ønsker en balanceret Palæstina-Israel-linje, så er det en diplomatisk fejl, siger Lars Løkke Rasmussen onsdag til Politiken.
Men alt foregik efter bogen ifølge Søvndal.
- Helt generelt behandler vi de diplomatiske missioner i Danmark på lige fod i overensstemmelse med en god og veletableret praksis, som tidligere regeringer også har fulgt, siger han og tilføjer:
- Denne ligebehandling gælder selvsagt også Israels ambassade og ambassadør.
Regeringen tog beslutningen om at opgradere det palæstinensiske selvstyre den 3. maj. Det betyder, at kontoret i København får ambassadestatus og udsendingene diplomatstatus. Regeringen har planer om at implementere tiltaget i løbet af 2013.
Norge og Sverige har allerede opgraderet de palæstinensiske repræsentanter i deres lande til diplomatstatus.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned