Søvndal: Danmark anerkender Syriens opposition
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) lægger sig nu i kølvandet på lande som Frankrig og Tyrkiet og anerkender den syriske opposition som landets legitime ledere.
Det meddeler Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Danmark vil fremover betegne Den Nationale Koalition for den Syriske Revolution og Oppositionsstyrker som den legitime repræsentant for den syriske befolkning.
Dermed lægger Søvndal op til øgede politiske kontakter til Koalitionen og en styrket rolle for Koalitionen i udarbejdelse af planerne for en kommende transition i Syrien.
- Vi har længe i det internationale samfund opfordret oppositionen til at samle sig. Det ønske blev imødekommet, da man på mødet i Doha i november etablerede Den Nationale Koalition for den Syriske Revolution og Oppositionsstyrker, lyder det fra Søvndal.
- Koalitionen har gjort betydelige fremskridt siden sin etablering i Doha for kun en måned siden og Danmark vælger derfor op til Syrien vennegruppemødet i Marrakesh klart at tilkendegive, at vi anser Koalitionen som den legitime repræsentant for det syriske folk, siger udenrigsministeren.
Udmeldingen kommer forud for, at anerkendelse af den syriske opposition mandag bliver taget op på et møde mellem EU's udenrigsministre.
Udover Frankrig og Tyrkiet har også lande som Spanien og Storbritannien samt den Arabiske Liga allerede givet oppositionen sit blå stempel og dermed vendt ryggen til den siddende hersker, præsident Bashar al-Assad.
Søvndal løfter dog også pegefingeren over for oppositionen.
- Det er selvfølgelig helt centralt, at Koalitionen fortsætter med at styrke deres organisation og række helt ud til den syriske civilbefolkning - og til alle etniske grupper i Syrien, siger han og fortsætter:
- Det er selvsagt også centralt, at Koalitionen tager klar afstand fra de ekstremistiske elementer, som desværre opererer i Syrien.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned