Det siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) før mødet i Udenrigspolitisk Nævn, hvor den syriske konflikt står på dagsordenen.
- Vi deltager i det, som er glimtet af håb i øjeblikket i Syrien: At få internationale observatører, som kan være med til at dæmpe volden og sikre, at folk fredeligt kan gå på gaden, siger han.
FN's Sikkerhedsråd sender 300 internationale militære observatører til Syrien i de næste uger. 100 observatører ventes at være på plads i Syrien i weekenden. Danmark støtter "fuldt og helt" planen fra FN's udsending Kofi Annan, siger Villy Søvndal.
FN's mission er langtfra ufarlig. Det understreger udenrigsministeren efter et nyligt angreb på en bilkortege med FN-missionens leder samt torsdagens bombeangreb:
- Der er ingen grund til at undervurdere, at missionen, vi sender vore folk ud i, indeholder faremomenter.
- Men vurderingen er, at de ikke vil gå til angreb på dem. Syrien er et farligt sted i øjeblikket. Men når FN kalder, er vi nødt til at være til stede, siger Villy Søvndal.
Syrien frabad sig for nylig danske FN-observatører, fordi Danmark har deltaget i møderne i gruppen af Syriens venner. Gruppens 14 lande har flere gange krævet, at præsident Bashar al-Assad træder tilbage, ligesom de har støttet oppositionen.
Villy Søvndal mener, at det syriske regime har genovervejet afslaget.
- De har vel overvejet, at Danmark er kendt for at udsende observatører, som er neutrale. Deres opgave er ikke at tage stilling i konflikten, men at prøve at skabe en atmosfære, hvor der er mere ro. Det er danske observatører rigtigt dygtige til, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde