Søvndal: Et angreb på Assad er fortsat en mulighed

I forsøg på at forhindre angreb har Syrien tilsluttet sig den FN-konvention, der forbyder kemiske våben. Men den beslutning er ikke nok til at overbevise udenrigsminister Villy Søvndal (SF) om, at man skal lempe det militære pres på Assad-styret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Før et møde i Udenrigspolitisk Nævn fredag morgen fastslår Villy Søvndal, at Danmark fortsat støtter et militært angreb, hvis Assad ikke afleverer sine kemiske våben.

- Vi skal af med de kemiske våben, som han har brugt, og som er en forbrydelse mod menneskeheden. Og der er to muligheder.

- Den ene er en forhandlingsløsning, som tegner sig i øjeblikket, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så har vi sagt, at vi støtter op bag en militær aktion, siger Villy Søvndal.

Enhedslisten har forud for mødet opfordret regeringen til klart at tage afstand fra et militært angreb på Syrien. Men opfordringen fra regeringens parlamentariske grundlag får ikke Søvndal til at ændre kurs:

- Jeg synes, man skal fange den afgørende pointe, at hvis der ikke var lagt det militære pres på Syrien, så var vi aldrig kommet i den situation, hvor Rusland presser Assad, og hvor Assad siger, at han måske vil aflevere de kemiske våben, siger Søvndal.

Assad har meldt ud, at han vil aflevere våbnene om 30 dage, men der skal presses på for at det sker hurtigere, mener Villy Søvndal.

- Når man siger, at man vil aflevere våbnene, så er der ingen grund til at trække tiden ud, siger han.

Torsdag modtog FN papirer fra Syrien, der ifølge den syriske FN-ambassadør gør Syrien til fuldgyldigt medlem af den internationale aftale, som forbyder kemiske våben. Den udlægning køber den danske udenrigsminister dog ikke:

- Fra man underskriver en sådan konvention til den træder i kraft går der to år, og vi har ikke to år at vente i forhold til kemiske våben i Syrien, siger Villy Søvndal.

- Vi har noteret os Syriens skridt, men man skal passe på ikke at lade sig fange ind i et spin, der betyder, at der ingenting sker. Det er ikke den danske dagsorden, siger Villy Søvndal.

Syrien har hidtil været et blandt blot syv lande i verden, som ikke havde tilsluttet sig aftalen fra 1997, som forbyder produktion, oplagring og brug af kemiske våben, og pålægger medlemslande at destruere disse våben.

/ritzau/