Søvndal får kritik i egen lejr i skolesag

SF-formand Villy Søvndal møder kraftig modstand i egne rækker for sin hårde kritik af den københavnske skole, som i torsdags holdt et forældremøde alene for kvinder for at trække muslimske mødre til.

Søvndal kaldte det kønsopdelte møde "totalt uacceptabelt". Men det skulle han ikke have gjort, mener 36 ud af 51 lokalformænd i SF ifølge Berlingske Tidende.

Blandt SF's vælgere er 58 procent uenige eller overvejende uenige i at kalde mødet "totalt uacceptabelt". Det viser en Gallupmåling for Berlingske Tidende.

Formanden står imidlertid fast på kritikken af skolen. Det fremgår af i et indlæg på Facebook klokken 02 natten til lørdag.

- Jeg er helt sikker på, at ledelsen på Holbergskolen har handlet i den bedste mening, men det ændrer ikke på, at beslutningen om at nægte fædre adgang til et møde på skolen om børns trivsel er helt forkert, og med beslutningen har man - uden at ville det - skadet både integrationen og arbejdet for ligestilling, skriver Søvndal.

Indlægget kommer samtidig med, at Søvndal siger til Politiken, at det er "en rigtig god idé" med møder, der får "etniske" kvinder til at bakke op om børns skolegang.

Tidligere har Søvndal kaldt det kønsopdelte møde for "reaktionært" og "middelalderligt". Dele af partiet mener, at SF kommer til at lyde som Dansk Folkeparti.

Søvndal kalder det noget vrøvl, at han kopierer Dansk Folkeparti og lederen Pia Kjærsgaard.

- Man vil aldrig finde min opbakning til Dansk Folkepartis forskellige hadeforslag vendt mod muslimer. Aldrig!, skriver Søvndal i nat på Facebook.

/ritzau/

SF's vælgere og bagland vender sig imod formandens fordømmelse af en skoles møde for mødre alene. Formanden står fast og afviser at ligne Dansk Folkeparti.

Offentliggjort Sidst opdateret