Søvndal glemte partiets holdning

Det er sjældent, at en toppolitiker i et interview på tv erkender, at han ikke kan huske, hvad partiet mener.

Men det skete for Villy Søvndal, formand for SF, på TV2 News, da han blev spurgt, om oppositionen vil rulle loftet på 3000 kroner over fradrag for fagforeningskontingent tilbage.

- Jeg kan ikke på stående fod huske, hvad vi lige præcis siger til det - det kan jeg ikke huske i hovedet, fordi jeg har sådan set forberedt mig mest på, at vi i dag skulle diskutere dagpenge og selvfølgelig også de andre ting, sagde Villy Søvndal.

Han blev reddet af værten, som understregede, at dagpengene selvfølgelig også var den vigtigste ting på dagsordenen i Folketinget fredag.

Her skal spørgsmålet om forkortelse af dagpengeperioden fra fire til to år tredjebehandles.

I forbindelse med offentliggørelse af regeringens genopretningsplan, hvor loftet over fagforeningsfradraget indgår, understregede Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, at oppositionen vil tage det af bordet igen, hvis de kommer til magten.

- Socialdemokratiet og SF vil annullere det forslag, så det bliver ført tilbage til de nuværende tilstande, sagde Eigil Andersen.

/ritzau/

"Jeg kan ikke huske, hvad vi mener." Sådan lød det fra Villy Søvndal, da han blev spurgt, om SF vil rulle loftet over fradrag for fagforeningskontingent tilbage

Offentliggjort Sidst opdateret