Den konservative formand, Lene Espersen, får nu uventet støtte til den omstridte Zorba-kampagnefilm.
Udenrigsministeren afviser at stoppe den satiriske kampagnefilm, trods den græske harme. Og SF's formand Villy Søvndal ser heller ingen grund til at pille filmen af plakaten.
Det på trods af, at filmen fremstiller Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt (S) som græske zorba-dansere, der vil føre dansk økonomi på græsk katastrofekurs.
Trods den lidet flatterende hovedrolle vælger Villy Søvndal at angribe kampagnefilmen fra den humoristiske side:
- Man skal aldrig tage modet fra de konservative, når de nu endelig har fået en sjov idé. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår de sidst har fået en sjov idé, siger Villy Søvndal.
Den græske ambassadør har klaget over kampagnens budskab, fordi han mener den hænger grækerne ud. Men det tager Villy Søvndal forholdsvist afslappet.
- Jeg har egentlig ikke overvejet den græske ambassadørs kritik af filmen og har ikke nogen holdning til den. Så det vil jeg ikke blande mig i, siger han.
Ikke overraskende er han dog ikke selv imponeret over budskabet i kampagnefilmen.
- Det, De Konservative jo overser, er, at det er lang tid med en konservativ regering i Grækenland, der har ført til, at landet er havnet, hvor det er. Så på den måde er det jo en rigtig betragtning, at netop det kan være farligt, siger Søvndal spydigt.
Lene Espersen beklager, at Grækenlands ambassadør er fornærmet over filmen, men vil altså ikke droppe den af den grund:
- Nej, vi bliver selvfølgelig ved med at køre med vores kampagne, som vi har fået meget fin respons på, siger Lene Espersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde