Søvndal kalder DF'ers neger-kommentar forstemmende
Det kan skade Danmarks omdømme, at Dansk Folkepartis viceborgmester på Bornholm, Torben Rønne-Larsen, onsdag i Jyllands-Posten slår til lyd for, at Folketinget kunne yde økonomisk tilskud til Folkemødet og derved også undlade at sende pengene "til negerne".
Det mener udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
- Jeg synes, det er ærgerligt og forstemmende. Vi bruger meget tid i Udenrigsministeriet på - blandt andet af hensyn til eksporten - at etablere et godt forhold til vores omverden. Og så møder vi nogle gange nogle skæverter, siger Villy Søvndal.
Han henviser til sagen om Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, der tidligere i år blev sat på plads af partiledelsen, fordi hun offentligt gav udtryk for, at hun "følte sig som en idiot", da hun overværede en officiel maori-velkomst i New Zealand.
- Det er ærgerligt, at vi har mennesker, der gør vores forhold til omverdenen mere besværligt. Og jeg synes da, det kunne være spændende at høre, om viceborgmesterens bemærkning er noget, som Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard vil lægge afstand til, siger udenrigsministeren.
Spørgsmål: Hvordan skulle en bemærkning fra en viceborgmester på Bornholm kunne skade Danmarks omdømme?
- Det ved man jo aldrig. Vi lever i en global verden, hvor tingene bliver bemærket rundt omkring, siger Villy Søvndal.
Folkemødet på Bornholm er på rekordtid blevet et tilløbsstykke, og i år ventes stort set alle folketingsmedlemmer at være blandt deltagerne.
Men Folkemødet har svært ved at få tingene til at løbe rundt økonomisk, og derfor foreslår flere bornholmske lokalpolitikere nu, at Folketinget spæder til den tomme kasse.
Torben Rønne-Larsen gjorde det dog med denne twist:
- Jeg synes godt, at Folketinget kunne give tilskud. Så sender de jo ikke de penge til negerne, lød ræsonnementet over for Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde