Søvndal kræver klare beviser før dansk Syrien-bidrag
Der skal foreligge klare beviser på, at der har været anvendt kemiske våben, og hvem der har anvendt dem, før Danmark kan bakke op om eller deltage i en aktion i Syrien.
Det slår udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fast på vej ind til et møde i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn, hvor situationen i det borgerkrigshærgede land skal diskuteres.
- For os er det helt afgørende, at dokumentationen er i orden.
- Jeg kan sådan meget tydeligt huske 10 år tilbage, nemlig til Irak-krigen, hvor jeg var en af de ihærdigste kritikere af, at vi hoppede på nogle informationer, der ikke holdt vand.
- Derfor er det i sagens natur helt afgørende, at det holder vand, de dokumentationer, der kommer, siger han.
I øjeblikket afventer Danmark FN's våbeninspektører, der er i gang med at undersøge den formodede brug af kemiske våben i den syriske borgerkrig.
Inspektørerne afslutter formentlig deres undersøgelser fredag, siger Villy Søvndal. hvorefter de skal vende tilbage med en rapport om situationen.
- Jeg synes, at det er helt afgørende, at FN's våbeninspektører får lov til ikke alene at afslutte deres arbejde, men også at melde tilbage om, hvad de har fundet.
- Der er ikke så megen tvivl om, at der har været anvendt giftgas. Spørgsmålet er så, om det er styret eller oprørerne, og alle vores informationer tyder på, at det er styret, der har anvendt de her våben, siger Søvndal.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) meddelte torsdag, at Danmark ikke er blevet anmodet om at bidrage til en militær aktion.
Thorning understreger, at hun kun har sendt et politisk signal om støtte til en eventuel militær aktion i Syrien uden om FN. Men der er lige nu ikke tegn på, at Danmark selv skal bidrage til aktionen.
Ifølge Villy Søvndal er Danmark da heller ikke i gang med militære forberedelser, så man kan rykke ud med kort varsel, hvis der skulle komme en anmodning om et militært bidrag.
- Ikke mig bekendt, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie