Søvndal stiller krav inden EU-forhandlinger

Det danske euroforhold og kickstarten af økonomien skal fastholdes.

Sådan lyder kravene fra SF's formand, Villy Søvndal, inden han tirsdag mødes med resten af S-R-SF-regeringen for drøfte en eventuel dansk tilslutning til den nye euroaftale.

- Nu må vi se, hvor langt vi kan komme.

- Det afgørende for os er at sikre to ting: Det ene er, at der er fuld respekt om forbeholdet i forhold til euroen - og det andet er, at vi kan lave den kickstart af økonomien, som er omtalt i regeringsgrundlaget.

Det siger Villy Søvndal, inden han går ind til et fællesmøde på Christiansborg mellem SF's folketingsgruppe og landsledelse.

Et møde, som partiformanden håber, vil ende ud med, at han får mandat til at forhandle videre ud fra dette udgangspunkt.

På forhånd afstår Villy Søvndal fra at gætte på, om det betyder, at Danmark ikke kan tilslutte sig hele euroaftalen.

- Det er for tidligt at sige. Vi skal selvfølgelig være med i de dele, vi kan være med i. Men der kan også være områder, som er vanskelige.

- Når det er svært at sige, skyldes det, at teksten er midlertidig og der foregår forhandlinger undervejs, siger SF's formand.

Villy Søvndal ønsker ikke at løfte sløret for, hvilke områder der netop kan være vanskelige, ligesom han heller ikke ønsker at kommentere De Radikales kritik af, at han har taget forskud på Danmarks endelige holdning.

- Opgaven er ikke at skabe modsætninger i regeringen, lyder det diplomatisk fra SF's formand.

Inden mødet på Christiansborg siger flere medlemmer at landsledelsen, at de støtter Villy Søvndals udtalelser i lørdags om, at der er dele af aftalen, som "er rigtigt vanskelige for Danmark".

Udtalelser som har fået statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at slå fast, at det er for tidligt at vurdere dette endnu.

/ritzau/

Søvndal kræver to ting opfyldt for at sige ja til EU-aftale: Euroforbehold og kickstart skal fastholdes.

Offentliggjort Sidst opdateret