Søvndal trækker i land om 24-års regel

SF 's formand Villy Søvndal afviser, at partiet skifter kurs om 24-års reglen og dermed om den politisk ømtålelige udlændingepolitik.

Det bliver SF ellers beskyldt for, efter at Søvndal selv har sat spørgsmålet på dagsordenen. For at skabe mere kant til Socialdemokraterne har han nemlig genopfrisket standpunktet om, at 24-års reglen - trods SF's modstand mod reglen - skal bestå i den første valgperiode efter valget.

Men det er ikke det samme som at sige, at SF vil afskaffe reglen i den efterfølgende valgperiode, lyder det nu.

- Jeg vil ikke ind i gisninger om en eventuel 2. periode, lige nu slås vi dag og nat for overhovedet at vinde den første.

- Derfor står SF?s aftale med Socialdemokraterne også klippefast: Der bliver ikke pillet ved 24-års reglen. Der er intet nyt i SFs position, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.

I dagens udgave af Berlingske bliver Søvndal ellers spurgt, om 24-års reglen skal afskaffes i 2. valgperiode. Svaret lyder:

- Ja, vi har ikke lavet en aftale videre. Vi har aftalt, at vi har en 24-års regel, der gælder i den første valgperiode.

Søvndal garanterer fortsat ikke, at reglen vil bestå i en eventuel 2. valgperiode. Men der er endnu ikke truffet beslutning om linjen til den tid.

- Der er ikke skyggen af et flertal for afskaffelse af 24-års reglen - hverken i befolkning eller Folketinget. Derfor er der heller ingen grund til at bruge krudtet på den diskussion nu, siger han og fortsætter:

- Jeg og SF er imod 24-års reglen, men sagen er ikke en hovedprioritet. Vi kæmper for at forandre Danmark, skabe job til de arbejdsløse og bevare efterlønnen. Jeg koncentrerer mig om kampe, der kan vindes. Det kan kampen om 24-års reglen ikke, lyder det.

SF's modstand mod den omstridte regel er ikke ny. I forbindelse med et fælles S-SF integrationsudspil i 2008 blev kompromisset, at SF satte modstanden mod reglen på pause i første valgperiode - men ikke længere.

/ritzau/

24-års reglen består i mindst én valgperiode, siger Søvndal. Han svarer ikke på, hvad der skal ske derefter.

Offentliggjort Sidst opdateret