Søvndal tvivler ikke: Assad står bag giftangreb
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) slår tirsdag aften fast over for DR2 Deadline, at han ikke er i tvivl om, at præsident Assad står bag giftangrebene mod befolkningen i Syrien.
Danmark venter sammen med det internationale samfund i disse dage på, at USA og Storbritannien fremfører beviser for, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, stod bag onsdagens giftgasangreb mod befolkningen i Syrien.
Beviserne skal danne grundlag for en eventuel militær operation mod styret i Syrien. Men Villy Søvndal er ikke i tvivl om Assads skyld.
- Jeg er ikke i tvivl om, efter de ting jeg har set indtil nu, at det er Assad-regimet, der har fremført de her våben, og at de er skyld i det, der er sket, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) til DR.
- Hvorfor skulle de ellers i dag (tirsdag, red.) forhindre FN's våbeninspektører i at gøre deres arbejde?
Udenrigsministeren understreger dog, at det endnu langt fra er sikkert, at det internationale samfund skrider militært ind over for det syriske styre.
- Vi ved ikke, om der kommer en militæraktion. Men du har ret i, at man skal være lidt døv og lidt blind, hvis man ikke ser, at der er rigtig meget, der tyder på det i øjeblikket.
- Vi ved heller ikke, hvilken militæraktion det bliver. Vi ved ikke om Danmark kommer til at deltage. Vi er ikke blevet bedt om at deltage indtil nu. Men det afgørende er, at der er lande, der siger, at nu kan vi ikke holde til at se på det længere, siger Villy Søvndal.
Den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), meddelte tidligere tirsdag, at regeringen overvejer alternativer til FN's Sikkerhedsråd, hvis rådet ikke vil gribe ind over for præsident Assad.
Torsdag holder Folketingets Udenrigspolitiske Nævn møde på Christiansborg, hvor Syrien er på dagsordenen.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie