Søvndal: Udvidede bosættelser stopper ikke fredsforhandling

Onsdag mødes repræsentanter fra Israel og Palæstina til nye fredsforhandlinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forhandlingerne har dog mødt udfordringer på vejen, allerede inden de er begyndt.

Søndag gav den israelske regering således tilladelse til at opføre over 1000 nye bosætter-boliger på Vestbredden og i Østjerusalem.

- Det er ulovligt at udgøre en hindring for fred, og derfor vil jeg endnu engang opfordre begge parter til at gøre deres yderste for at skabe et tillidsfuldt forhandlingsklima, siger udenrigsminister Villy Søvndal til Ritzau.

Tidligere har den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, bebudet, at man kun vil forhandle fred, hvis Israel holder sig fra at bygge nye bosættelser-boliger.

Søvndal tror dog ikke, at forhandlingerne går i hårdknude, fordi man ser andre positive forhandlingsfremskridt.

- Det er en del af en positiv spiral med små tillidsskabende skridt. Man skal huske der er en økonomisk og sikkerhedsmæssig gevinst for begge parter, hvis det lykkes at få fredsforhandlingerne gennemført.

Sådan tolker Villy Søvndal meddelelsen fra den israelske regering, som søndag bebudede, at man ville løslade 26 palæstinensiske fanger.

I juli løsladte Israel 104 fanger, og det glæder Søvndal, at tendensen fortsætter.

Udenrigsministeren påpeger dog, at der altid er nogen, som vil lægge forhindringer i vejen for forhandlingerne.

- Det er en stor del af vores opgave at sikre, at de her forhandlinger ikke får det sværere, siger Villy Søvndal.

Søvndal roser også den amerikanske udenrigsminister John Kerrys initiativ, indsats og engagement i rollen som fredsmægler under forhandlingerne for at etablere en tostatsløsning.

For tre år siden brød forhandlingerne sammen, netop fordi Israel opførte nye bosættelser.

/ritzau/