I en kronik i Politiken på arbejdernes internationale kampdag 1. maj kritiserer de to venstrefløjsprofiler Socialdemokraterne og regeringen for at kræve mere af de ledige og svage i stedet for at arbejde for at skaffe flere job.
Men kritikken er urimelig og forfejlet mener Villy Søvndal, der selv indledte sin 1. maj hos fagforeningen 3F Storkøbenhavn i Ballerup.
- Vi har valgt at kritisere de borgerlige - altså Venstre og Dansk Folkeparti - fordi de er hovedmodstanderen. Hvis man ser præcis på interesserne for fagbevægelsen og danske arbejdere, så har vi lavet kickstarten, som har givet 16.000 flere job, siger Villy Søvndal.
Han fremhæver desuden en række af regeringens øvrige mærkesager og indsatsområder.
- Vi har skabt sikkerhed for, at man kan uddanne sig uden loft på AMU-kurser, vi satser på job og uddannelse til de unge, og vi arbejder for at østarbejderne skal arbejde på danske vilkår. Så man kan sagtens finde en forskel, mener SF's formand.
Han maner til tålmodighed, fordi regeringen kun har siddet godt et halvt år og venter flere forbedringer før sin næste 1. maj tale.
- Vi er i fuld gang med at virkeliggøre vort regeringsgrundlag. Hvis du laver hak, er jeg sikker på, at du vil finde mange steder, hvor vi har opfyldt det, vi skrev, vi ville. Vi har et ansvar for samfundets samlede økonomi, hvor krisen rammer tungt, siger Villy Søvndal.
Regeringen indleder snart trepartsforhandlinger med fagforeninger og arbejdsgivere og forhandler skat, førtidspension og fleksjob samt kontanthjælp med de borgerlige.
SF's formand frygter dog ikke, at regeringen dermed sætter muligheden for at forhandle finanslov med Enhedslisten over styr.
- Enhedslisten ved, at de har et ansvar som regeringens parlamentariske grundlag. Jeg tror, at vi kan lave en aftale ligesom sidste finanslov, siger Villy Søvndal.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned