Søvndal vil gøre op med fyringsbonusser

SF vil efter et folketingsvalg smække kassen i, når chefer tvinges væk fra topposter i offentlige og halvoffentlige institutioner.

Efter de seneste eksempler på gyldne håndtryk i millionklassen til DR og DSB-chefer, slår SF's formand, Villy Søvndal, fast, at "inkompetence og uduelighed skal ikke præmieres".

- Det er helt galt, at man kan sidde på sine hænder eller være hamrende inkompetent og så blive belønnet i millionklassen, når man enten selv vælger at gå eller bliver fyret. Det må en kommende regering sætte en stopper for, siger Villy Søvndal.

Søvndal vil ikke blande sig i, hvordan private virksomheder giver gyldne håndtryk, det må aktionærerne rode med. Men i offentlige og halvoffentlige institutioner, der skal der ryddes op.

- Dybest set mener jeg ikke, at offentlige eller halvoffentlige institutioner overhovedet skal kunne lave kontrakter med deres chefer, der muliggør de her aftrædelsesordninger, siger SF's formand.

Villy Søvndal kalder det "dybt demoraliserende", når for eksempel DSB's nu fyrede direktør, Søren Eriksen, ikke alene sidste år både fik en bonus på en million kroner samt 700.000 kroner i resultatløn (ud over sin faste løn på fire millioner kroner).

Men derudover får andre fire millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse.

Tidligere er det kommet frem, at afgående DR-generaldirektør Kenneth Plummer angiveligt får 6,4 millioner kroner i samlet aftrædelsessum.

- Hvis man selv siger op - så skal man jo ikke have bonus. Og hvis man fyres, er det jo som regel fordi, man har svigtet sit arbejde, siger Villy Søvndal.

Senest har transportminister Hans Christian Schmidt (V) signaleret, at DSB's bestyrelse bør genoverveje vilkårene for Søren Eriksen, men han har samtidig understreget, at det netop er bestyrelsen som aftaler løn og bonus med den tidligere direktør.

/ritzau/

- Inkompetence og uduelighed skal ikke præmieres, lyder det fra SF's formand som vil stoppe gyldne håndtryk.

Offentliggjort Sidst opdateret