- Sparekrav kan koste 80 stillinger

Af Jakob Poulsen og Jesper Bøgh


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lancerede i går efter et regeringsseminar en stor spareplan for den offentlige sektor, som skal hjælpe med at frigive penge til sygehuse, skoler og udsatte danskere.

Planen lægger op til besparelser i staten på seks milliarder kroner, mens kommunerne skal spare fire milliarder kroner over de næste tre år. Det betyder, at der skal fjernes 8.000 stillinger i kommunerne - noget, som ikke vækker voldsom begejstring lokalt på Lolland-Falster.

Lolland Kommunes borgmester Stig Vestergaard (A) er vred over regeringens udmelding. Han mener, at det vil koste omkring 80 medarbejdere i kommunen deres job, og kritiserer regeringen for at blande sig i det kommunale selvstyre.
- Jeg synes, at det er dybt chokerende, at man igen beder kommunerne betale for regeringens fadæser. Det er urimeligt, at vi skal skære cirka 80 stillinger væk, fordi regeringen har givet skattelettelser til de rigeste siger Stig Vestergaard.

Han er ikke i tvivl om, at nedskæringerne vil føre til serviceforringelser over for borgerne.
- Det vil altid betyde ringere service, når der er færre hænder at gøre godt med. For selvom vores befolkningstal daler, så skal vi alligevel finde besparelser på nogle kerneområder, og det er sgu ikke særlig rart, mener borgmesteren.

Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder (G) mener, at man der allerede er i gang med at finde de ønskede besparelser.
- Vi har jo lagt et sparekatalog på 135 millioner kroner frem, så jeg mener faktisk, at vi har udvist rettidig omhu. Vi kunne jo allerede for et stykke tid siden begynde at se bunden på pengekassen i Guldborgsund Kommune, og jeg synes, at vi allerede er godt i gang med de besparelser, som nu åbenbart også kommer ovenfra, siger John Brædder.

John Brædder tror ikke umiddelbart, at der trods regeringens udmelding bliver behov for at finde yderligere besparelser. Omvendt påpeger borgmesteren, at man skal finde alle 135 millioner kroner.
- Det betyder også, at vi i den nuværende skoledebat er nødt til at finde alle de penge, der er lagt op til, at der skal spares. Om det så bliver i form af det scenarie, der er lagt frem, er det for tidligt at sige noget om. Men der er helt klart, at vi skal finde det beløb, der er lagt op til.
- Vi ved også, at 80-85 procent af det kommunale budget består af lønninger, så der er ingen tvivl om, at vi også kommer til at kigge på det, siger borgmesteren.

Foto: Lollands borgmester Stig Vestergaard

Lolland Kommunes borgmester Stig Vestergaard er chokeret over regeringens melding om, at der skal spares 8.000 stillinger i landets kommuner.

Offentliggjort Sidst opdateret