Specialbørn kommer i svage klasser og får ikke støtte
De svage elever, der ikke længere går i specialklasser, mangler støtte, viser ny undersøgelse.
Kun 4 ud af 10 af de elever, der er blevet inkluderet i folkeskolens normalundervisning, får støtte i undervisningen.
Det viser en undersøgelse, der offentliggøres tirsdag af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), og som er bestilt af Undervisningsministeriet. Det skriver Politiken.
Anna Amilon, der er seniorforsker ved SFI, kalder resultatet "meget overraskende".
- Det er et problem, at de ikke får støtte. De her elever er blevet bedømt til at være fagligt svage, siden de har været i et specialtilbud, siger hun til Politiken.
Rapporten bygger på data fra 9308 folkeskoleelever fordelt over 423 klasser og 165 skoler, der er repræsentativt udvalgt.
Undersøgelsen viser også, at de inkluderede børn ofte kommer i klasser, der i forvejen har faglige og sociale udfordringer, hvilket Anna Amilon stiller spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i.
Det er ikke undersøgt, hvorfor det er sådan, men Amilon peger på, at inkluderede elever ofte kommer fra lavtuddannede familier med lav indkomst, der ofte bor steder i landet, hvor de familier er overrepræsenteret, også på skolerne.
I 2012 aftalte regeringen og KL, at 96 procent af alle elever i folkeskolen i år skal inkluderes i normalundervisningen.
Både Danske Skoleelever og Skole og Forældre bekræfter billedet af inkluderede børn uden støtte i timerne:
- Inklusion er blevet en spareøvelse. Mange steder kan vi ikke se, at pengene er fulgt med, siger Mette With Hagensen, der er forældreformand, til Politiken.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) siger, at tilbageførte elever "skal have den støtte, de har brug for". Hun tager tallene alvorligt:
- De her tal er bekymrende. Derfor dykker vi nu ned i dem og tager en drøftelse med KL og folkeskoleforligskredsen, siger Antorini.
KL ønsker ikke at kommentere rapporten, da de endnu ikke har nærlæst den.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker