Kort efter den nye indvandringsprøve blev indført 15. november sidste år, vil regeringen og Dansk Folkeparti nu skærpe prøven, der giver adgang til familiesammenføring i Danmark.
Det fremgår af det seneste forslag til stramning af udlændingeloven, der blev førstebehandlet i Folketinget tirsdag i sidste uge, skriver Information.
I et svar til Folketingets Udlændingeudvalg lovede forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ellers den 16. marts sidste år, at der ville blive "gennemført en evaluering af indvandringsprøven cirka et år efter prøvens ikrafttrædelse".
Men under et halvt år efter prøven blev indført, skal den altså nu skærpes, selv om virkningerne af den gældende prøve endnu ikke er blevet undersøgt.
Kravet til niveauet for sprogdelen af prøven vil blive forhøjet fra A1-minus-niveau til A2-niveau. Det betyder, at udlændinge allerede skal være basis-sprogbrugere, før de kan få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte.
De kan komme til landet på et såkaldt processuelt ophold, og inden for tre måneder skal de bestå prøven.
Dansk Flygtningehjælp vurderer, at en gennemsnitlig udlænding uden forkundskaber vil skulle tage omkring 600 lektioner i dansk, før han eller hun kan leve op til kravene.
Det står dermed klart, at udlændinge vil skulle begynde at lære sig dansk, inden de kommer til Danmark.
Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Ersbøll er kritisk over for stramningen.
- I Danmark vil man altså nu kræve, at man kan så godt dansk, før man overhovedet kan få lov at få opholdstilladelse i landet. Det vil begrænse antallet af familiesammenføringer betydeligt, siger hun.
Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra integrationsminister Søren Pind (V).
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde